FruLucieWolfsLivseridringer

J 3 2

•

f r u Lu c i e W o l f s l i v s e r i n d r i n g e r .

h a n n e s e n , valsen er snart forbi, kom dog, kom!»

Jeg sled

mig løs fra fru

G r u n g , som vilde rette paa min kjole og mit

haar, og fór afsted gjennem salen. engang blev der en rasende latter. «Nei, se paa jomfru Jo- h a n n e s e n , hun danser med store, graa ragger!» jeg syntes nok, det var saa underlig lunt om fødderne, og at jeg gled saa anonymt over gulvet; jeg havde jo i farten glemt at tage' raggerne af mig. Det var alt bekjendt over hele salen, at jeg var rømt fra prøven; jeg hørte ikke andet end: «Nei, det var morsomt, at De strøg Deres vei. Hvad koster den spas? Aa ja, tilpas til L o d d i n g , som skal plage Dem med prøver paa en balaften. Det var kjækt gjort af Dem!» Men en af mine direktører var der, og han var meget alvorlig. «Ja, jeg finder nu Deres opførsel meget beklagelig,» sagde han, «og jeg siger Dem én gang for alle, at saadant ikke maa gjentage sig, og De faar nok meget mer end én dalers mulkt. Det er kjedeligt, at der er saa meget vrøvl med Dem. Vil De danse den française med mig?» Jeg var forlængst engageret, men for at formilde ham sagde jeg: «Ja, med glæde,» og forsøgte at kurtisere ham paa alle mu­ lige maader, saa han rent glemte, at han havde skjendt paa Atter spillede jeg i «Abekatten». Ros og virak i alle blade. Aa, disse iolier i «Abekatten», «En søndag paa Amager,» «Slegtningerne» og mange, mange i samme genre, det var jo de yndigste roller, en ung pige kunde faa at spille. Det var ikke spor af vanskeligt; jeg elskede alle disse skikkelser, jeg følte mig i slegt med dem, jeg lo og græd med dem ; jeg spillede slet ikke, jeg levede med og i dem. Jeg var den person, jeg fremstillede, i den grad, at naar jeg kom ud fra scenen, saa var det, som jeg vaagnede af en skjøn drøm, og jeg havde en brændende lyst til at løbe ind igjen og begynde forfra. Jeg gav dem hele min sjæl, laante dem min egen natur, som jeg følte saa sikkert passede ind i dem. Al den Alle saa paa os, og paa