FruLucieWolfsLivseridringer

i 34

FRU Luc ie W olfs l i v s e r i n d r i n g e r .

at I no var publikums sin «yngling». Jøsses, ka kommers I har no, jom fru! Det er sandt, mosjøen fra theatret var her igaaraftes og bad mig sige til jomfruen, at hon skulde paa kjærlighedsprøve klokken 9, saa I maa nok løpe alt det, I kan.» Det var sangprøve paa «Kjærlighedsdrømme», hvor jeg havde en liden rolle, hun mente. En aften jeg spillede i «Abekatten», kom A n e farende med nogle søde roser og sagde: «Kom her, jomfru, har I seet maken til roser! Eg skulde give jomfruen dem fra en ung, pen mosjø og seie, at I var hans hjertes primamadonna. O k! kaar han var forlibt i jer, det var ikje vanskeligt at skjonne det.» Prøverne var rasende morsomme, de andre paastod, at det gik trægt og trist, naar jeg ikke var der med mit smit­ tende humør og min glade latter. Saaledes husker jeg en prøve, som især var morsom. Vi spillede «Anna Kolbjørnsdatter». Heri var jeg den unge pige Kathrine; hun gaar omkring bordet og skjænker vin for de svenske officerer. Da akten var slut, tog jeg en flaske og vilde drikke lidt vin. A n e kone, som havde hermed at gjøre, vilde tage flasken fra mig og sagde: «Aa nei, jomfru, værs’go ’ slep vinflasken, eg skal gjemme den til forestillingen imorgen.» Jeg vilde have vin; A n e sled, og jeg sled i flasken, som jeg drog af med, da jeg jo var sterkere end hun. Men med ét føler jeg mig løftet et langt stykke op mod loftet. I striden med A n e var jeg traadt over dørstokken, som nu blev heiset i veiret; og ridende paa stokken, skri­ gende og med flasken i haanden for jeg nu tilveirs. Maskin­ mester S c h j ø d t r aa b te: «Fir ned igjen, gutter, ellers faar I jomfru J o h a n n e s e n rienes op i take.» Der blev jo en for­ færdelig latter og kommers. Ja, saadanne scener var der en hel del af. Forteppet faldt ned en gang paa en generalprøve og traf mig i hovedet. Det saa ^stygt u d ; jeg var kommet for langt frem og faldt