FruLucieWolfsLivseridringer

14 0

fru L ucie W olfs li vse ri nd r in g er .

tale om. Hun slog da at og til paa, hvor gavnligt det vilde være for mig, om jeg kom til Kristiania theater, som paa den tid virkelig var en kunstanstalt; men naar hun talte om dette, blev jeg saa fortvilet, græd og bad saa meget for mig at hun for at berolige mig maatte forsikre mig om, at dette ikke skulde ske — ialfald ikke denne saison. Hermed slog jeg mig til ro og nød min tilværelse i folde drag. Jeg havde mange beundrere, som stadig sendte mig dels blomster med vers, dels presenter. Dette tilto- mer og mer; men jeg maa ogsaa bekjende, at jeg selv gav dem al ønskelig opmuntring. Jeg var desværre meget koket ja, |eg maa bekjende dette, — koket og behagesyg. Var der nogen ung herre, jeg var sammen med, og han af en eller anden grund i k k e kurtiserede mig eller sagde mig kompli­ menter, som jeg stadig var vant til, saablev jeg formelig fornærmetherover, som om dette var entribut, jeg absolut havde ret til at forlange, og jeg koketerede saa længe med personen, saa det i almindelighed endte med, at han plagede hvet af mig med sin kurtise. Blandt de ting, som blev sendt mig, Det var fordi versene’ som fulgte med gaven, var saa smukke. Der var intet navn’ og jeg tænkte mig da denne m and som en sto r digter o g i min levende indbildningskraft udstyrede jeg ham nu med alle sjælens og legemets ypperste gaver; ja, for mine tanker stod han son en ren Apolio. Gaven bestod af et lidet yndigt toiletspeil, i hvis skuffe der laa hansker, parfumer, søde' smaa pretiosagjenstande, lugtepude og meget andet. Verset lod saa: var der især én som gjorde sterkt indtryk paa mig.

ifald » i l musa tog et feil, I vad bedre la« vel end et speil en yndig evadatter gives, hvori hun daglig selv kan se, hvor é d llg lindens roser le, hvor yndig barmens liljer trives.