FruLucieWolfsLivseridringer

142

fru L ucie W olfs l i v s e ri nd r in g er .

Da vi klokken 3 om natten kjørte hjem, blev vi saa angst, at vi skreg, saa hestene holdt paa at løbe løbsk med os, og da veien hele tiden gik langs med vandet, kunde vi jo resi­ keret det værste. To af kavalererne havde nemlig gjemt sig i vognen. De stod oppe paa sædet, trykket tæt ind til lærredet bag i vog­ nen. Den ene af dem havde vel ikke faaet rigtig fodfæste; for jeg fik med én gang et spark i ryggen, hvorover jeg jo gav lyd, som forslog, saa kusken troede, at vi blev dræbte; han anede heller ikke, at der var nogen i vognen uden vi to. Endelig fik han da stanset hestene, og kavalererne kom ud paa en mindre venlig maade. «Aa, prygl dem, kusk!» skreg jeg. «Det er jo skammeligt at skræmmp livet rent af os.» Kusken gjorde bogstavelig det, jeg bad om, drog dem ud efter haaret, sparkede og pryglede dem, saa det havde god skik. De fik sandelig bøde haardt for sin frækhed. De bad os jo meget omforladelse; men det var stygt gjort, og de mistede for bestandig min gunst, og jeg negtede stadig at danse med dem mer. — — — — ___________________ Ja, B e r g e n , B e r g e n ! Aa, dette ene ord bringer den dag idag hver fiber i mit hjerte i bevægelse. Hvor jeg elsker dig med dine fjelde med skodde paa, det silende regn, den strykende nordenvind, dine milde foraarsdage, hvor løvet alt i april begynder at sprætte, hvor blomster og trær hilser mig, som om jeg var en særlig ven og slegtning af dem. De synes mig at sige: «Nei, er d u kommen til byen! Vel mødt igjen! Ikke sandt? her er deiligt og friskt at være! Velkommen iblandt os, kjære søster.» Ak ja, Bergen, hvor hver en plet, ja, hver sten jeg træder paa er fyldt med glade, rige minder’ hvor alle kommer mig smilende imødeog fortæller, at de holder af mig. Jeg mindes saa levende noget, som hændte mig, da jeg var deroppe for en del aar siden. Jeg var da