FruLucieWolfsLivseridringer

DET NORSKE THEATER.

^43

paa en spadsertur langt ude i Sandviken. Jeg fik regn paa min pene hat og gik ind i et hus, bad fruen om at laane mig en paraply og tillige at hun maatte undskylde, at jeg kom ind i et fremmed hus. «Ak», sagde hun smilende, idet hun trykkede min haand, « L u c i e W o l f kan gaa ind i ethvert hus i Bergen og betragte det som sit hjem. De har bragt hæder over Deres fødeby, ja, over vort hele la n d ; De har rørt os til taarer og givet os mangen forfriskende latter. Kom børn, kom og hils paa hende.» Dette gjorde virkelig et dybt indtryk paa mig. Ja, jeg har havt mange saadanne beviser paa, at Bergen elsker mig lige saa høit, som jeg elsker alt, som byen med de syv fjelde indeslutter. Jeg har saa ofte, især naar jeg tænker paa dø­ den, en længsel eller rettere en drøm, som vel ikke gaar i opfyldelse. Om dette talte jeg til bergenseren P. G. s e n en dag, jeg traf ham, og vi var begge saa optagne at vort emne, at vi rent glemte tiden. Han fandt min drøm saa vakker, saa det var synd, om den ikke skulde gaa i op­ fyldelse. Jeg elsker i særdeleshed den yndige kirkegaard langs med Lunggaardsvandet, hvor mine forældre sover, og hvor O l e B u l l ’ s mindesmærke staar, og jeg drømmer da om, at vi — grundlæggerne af norsk skuespillerkunst — maatte kunne forundes hvile her, lægges rundt omkring ham, som er stifteren af Bergens scene. Skulde vel dette være uopnaaeligt ? Vil ikke enhver, kvinde som mand, der har havt os alle kjær, virke for at vi kunde faa vor sidste hvile her? Ak, hvor skjønt det kunde være! En kan for­ melig længes efter døden blot for dettes skyld. Ialfald staai døden mindre grufuld for mig, naar disse blide tanker kom­ mer over mig. Dette fortalte jeg engang til en bergensk kone, jeg kjendte her i Kristiania. «Ak ja,» sagde hun, «skulde ikje I faa ligge pent og hyggelig, ja daa var det no baade spot og skam. Eg skal saamen skrive om dette til

H a l v o r -

Made with