FruLucieWolfsLivseridringer

153

vedblev:

«Her har I nokke at knaske p a a ; det er rosiner

og mandler, I kan behøve lidt til den lange reisen. Daleren skal I kjøbe kage for, og saa skal I huske pent paa gamle F e s e r , naar I spiser dem.» A n e kone var forarget, fordi hun maatte græde og sagde:«Det er skam l skal se at eg græder, men eg er no gla’ i jer alligevel, uagtet I har terget meg saa mangen en gang, spektakel, der I staar. Gud velsigne jer! Løkke paa reisen!» Da saa den endelige afskedsstund kom, tog jeg farvel med mine forældre og søskende i vor gamle dagligstue; moder græd og sagde: «Nei, barn, jeg orker ikke at følge dig til bryggen!» Hun sank ned i stolen og var ganske bleg i sit ansigt, og idet jeg kyssede hende til afsked, sagde hun: «Herren være med dig!» — «Nu og i al evighed, amen,» tilføiede fader, idet han stille grædende — for sidste gang — sluttede mig i sine arme. Hvorledes jeg kom ud af stuen, ved jeg ikke. Jeg var saa aldeles opløst i taarer, at jeg hverken hørte eller saa alle de kjærlige hænder, som raktes imod mig af en hel del mennesker, som stod udenfor porten, jeg hørte kun en mumlen af velsignelser og gode nsker omkring mig. I et langt følge drog de efter mig til Triangelen: Fader med min elskede pusekat i armen og med mig i haanden foran flokken: søskende, familie, fru G r u n g og venner fulgte bagefter. Bryggen var fuld af folk, og der var taarer i manges øine, da min sorg over at forlade alle mine kjære rørte dem. Endelig kom jeg da i baaden, som skulde ro mig ud til skibet, der laa ved toldboden; dengang havde man nemlig ikke kaier som nutildags. Jeg slap ikke faders haand, og da han ogsaa græd, maatte en af mine søskende holde katten, for at han kunde faa pudse sin næse; det var nok baade et rørende og morsomt syn, for man græd og lo om hinanden. «Stakkels jer, J o h a n n e s e n far», sagde fløtmanden, «no møsser I nok det bedste, I har her i verden.» «Aa, Herregud ja,. 20 — Fru Lucie Wolfs livserindringer.