FruLucieWolfsLivseridringer

1 5 6

fru L ucie W olfs li vs e ri nd r in g er .

Som jeg før har sagt, var jeg meget behagesyg, og denne beundring smigrede mig meget. Naar jeg var hjemme, havde jeg stor lyst at komme til vinduet, da der jo altid var nogen, som keg efter mig; men ikke før opdagede fru K. dette, før hun trak rullegardinet ned for næsen af mig og mine «kjære studenter» og sagde: «Fy, L u c i e , hvor du er besynderlig; tænk at du stiller dig op og lader, som du har noget at gjøre i vinduet bare for at kokettere med studenterne!» Hun fandt, at det var bedst, jeg straks kom i mit logi hos kandidat P e t e r S ø e g a a r d i N o r d r a a k s gaard, hvor jeg havde mit værelse ind til gaarden, og altsaa var afskaaret fra koketteri baade med studender og alle andre mennesker. Men «mine studenter» fandt veien til mine vinduer alligevel, for det var ikke længe efter jeg var optraadt, før de sang inde i gaarden udenfor mine vinduer. Saaledes husker jeg paa min første fødselsdag herinde, den 25de mai, hele studentersangforeningen med min varme beundrer W i lh . H j e l m i spidsen gav mig serenade. Kl. var 11, jeg sad og græd saa bittert, for jeg følte mig netop den aften saa forladt og længselsfuld, da pludselig den vakre studentersang: «Sparsomt i Norden blomster vi finde» . . . . lød op til mig. trofaste publikum; naar vi kom ind paa scenen, kastede vi først blikket op i 2den rad, hvor der altid var fuldpakket af studenter. Ja, dengang var der ungdomsglæde og jubel i theatret, dengang da studenten brugte sin sidste skilling til en billet i Kristiania theater; aa, hvor de kunde give sin jubel luft i stormende, rungende applaus, der ofte endte i aftenserenader. D e n a k a d e m i s k e u n g d o m blev mit og L a u r a S v e n d s e n s