FruLucieWolfsLivseridringer

13

altid og vævede. Fader bad mig om at fortælle ham noget fornøieligt, som han kunde faa le af, noget han vidste, jeg altid havde paa lager; og da han saa skoggerlo, stak moder hovedet frem fra væven og sagde: «Nei, at du kan sidde og le af alt hendes tøv; hun har i hele dag ikke villet spinde, du skulde heller tage og give hende ris.» «Aa neimen om jeg gjør,» sagde fader, «det kan du selv besørge. Kom bare herhen bag væven, saa skal du faa baade se og høre, hvor fornøielig hun er.» Hvorpaa jeg hørte moder mumle noget om «nathue», idet hun vævede videre. Jeg var saa lyksalig i faders selskab; han forstod alle mine fantasier og morede sig over mine indfald. Jeg havde altid en trang til at agere og maatte have publikum og bifald; men fader var den, som jeg allerbedst kunde faa med mig. Naar jeg digtede om huldren og bjergtroldet, som lokkede smaapiger ind i fjeldet med sang og spil, da agerede jeg baade trold og hulder, lokkede og sang efter dem, fremstillede smaapigernes angst og fortvilelse, naar fjeldet lukkede sig efter dem, og deres moders graad og klage, naar hun forgjæves kaldte paa dem. «Ja, ja, ja, barn,» sagde fader, «der er noget underligt i dig, det kan jeg jo skjønne; men noget godt er det, det er vist, og Gud vil nok vise dig veien, du skal gaa. Væven og rokken bliver nok ikke dine kamerater; du har nok faaet gaver, som skal bruges paa anden maade, kan jeg tænke. Jeg tror nu, at Gud har tænkt, at du skal være til glæde og opmuntring for mennesker, som sørger og er bedrøvet; han sender ofte saadanne livsglade sjæle som dig til at styrke og opmuntre dem, og det er stort at kunne lindre sorg og bedrøvelse. Du minder mig saa om min kjæreste søster, A n n a D o l v e . Aa, hvor jeg elskede hende og hendes sang og eventyr, — du ligner hende med dine lange, sorte fletter.» Ja, denne søster var nok for fader, hvad han var for mig. Han var saa glad i hendes svære, sorte haar; og jeg