FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs li v s eri nd ri ng er .

15:8

paa «En søndag paa Amager» skulde begynde. Hvad der gik af mig, ved jeg ikke, men jeg gav mig til at græde og var saa forfærdelig bange, at jeg sagde til nok vilde prøve, men at det var mig umulig at synge, da jeg var saa rasende angst, saa jeg nok ikke kunde faa en tone frem. Saa bange som jeg dengang var, kan jeg ikke mindes jeg nogensinde har været hverken før eller siden. Mellem kulisserne stod jeg og ventede paa mit stikord, medens hele skaren fra foyeren gik ned i parket, hvor der allerede var samlet en stor sværm af repræ­ sentanter, direktionen, pressemænd o. s. v. S c h r u m p f , at han fik sløife orkesterprøven for den dag, da jeg ikke kunde synge, før jeg var bleven lidt roligere. Orkestret blev dog siddende for at se paa mig. Endelig kom jeg da ind. Der var en dødsstilhed, og jeg saa paa alle disse hoveder, som jeg fandt kolde og ubarm­ hjertige; men jeg havde ikke sagt mange replikker, før der blev liv i huset. Man rakte hovederne mod hverandre, nik­ kede og smilede. Snart blev der en rungende applaus, og nu fik jeg mod og sagde til orkesteranføreren: «Ja, nu kan jeg gjerne synge, jeg er slet ikke bange mer!» Hvorpaa orkesteret leende begyndte at spille. Da jeg havde sunget min sang med W i e h e : Jokum, haard og grum det er jeg ei, se ret paa mig», brød der formelig en jubel ud med klap og bravoer. Aa, hvor det var deiligt! W i e h e løftedemig i vor elskovsscene høit i v e ir e t ; han var aldeles begeistret og sagde, jeg var den sødeste «Lisbeth», han havde seet. Nu kom alle op fra huset, omringede og lykønskede mig, a l l e undtagen én, det var W o l f , som spillede kjøbenhavneren, han var kold og tilbage­ holden og stod kun alvorlig og betragtede mig. Dette for­ undrede mig, da der jo ikke var en eneste af personalet, som ikke sagde mig tak og komplimenter. Det blev ogsaa skjæbnesvangert for mig, som man ser, for han var den, jeg fra det første øieblik, jeg saa ham, straks til kapelmester

F o u g s t a d , at jeg

B o r g a a r d sagde

«Jokum,