FruLucieWolfsLivseridringer

PRØVE VED KRISTIANIA THEATER.

I 63

var i Deres aar, da følte jeg det samme», da græd vi begge to, og publikum med. Ja, scenerne med J o h s . B r u n i «Abekatten» er uforglem­ melige for bergenserne, det er jeg sikker paa. Jeg lod mig desværre forlyde med, at jeg syntes bedre om B r u n s O le; men saa var hundrede og ét ude. Det blev bragt til den store mand J ø r g e n s e n , og jeg mistede hans gunst fra den samme stu n d ; ja jeg var bange for ha m; — det var ogsaa L a u r a S v e n d s e n , som han heller ikkevar naadig mod. Vi kunde se, atdet forargede ham, naar publikum var rigtig be- geistret for os. Saaledes husker jeg en aften jeg sagde til L a u r a : «Aa, du store min, hvor J ø r g e n s e n er gal i parykken iaften, lad os bare ikke spille for godt, saa vi faar applaus, for saa fly’r han i flint.» Engang da jeg spillede en ung pige og han en gammel marki, havde vi sammen en yndig scene, hvor han siger til hende: «Kom og kys mig, mit barn, og læs saa brevet!» Vi havde jo spillet dette stykke mange gange, saa jeg blev svært overrasket ved, at han bare sagde: «Læs saa brevet, mit barn,» men sprang over, at jeg skulde kysse ham. Jeg var da kanaliøsk nok til at lade som jeg troede, han havde glemt at bede mig om et kys, gik lige over scenen og tog det kys, jeg var vant til at faa, som den naturligste ting af verden. Men han blev rasende og mumlede mellem tænderne: «Sikken en fræk lille tingest!» Alle de øvrige, ja selv hans kone, morede sig herover, og de andre gange, stykket gik, fik jeg hvad der med rette tilkom mig. H a g e n spillede Iversen og madame B r a t z frøken Sø.ren-

sen i «Abekatten».

Noget saa komisk som disses udførelse

af sine roller

kan man ikke gjøre

sigidé om.

siger

H a g e n

i en af Iversens replikker: «Naar man omgaaes meget med et bestemt dyr, optager man uvilkaarlig nogle af dets mane­ rer,» og dette beviste baade han og madame H a g e n var abekat i ansigt, manerer, i det urolige øiekast, ja,

B r a t z soleklart.