FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs li v se ri nd r in g er .

værre blev kjørselen til og fra theatret sløifet, og dette fik nok jeg skylden for, da jeg havde misbrugt det ved at over­ tale kusken, som havde været korist, til at give mig og Derved kom vi ofte for sent til prøve, og alle de andre damer maatte gaa til theatret, da de jo ikke blev hentet i rette tid. Jeg var saa bange og fortvilet over koleraen, at jeg ikke kunde sove om nætterne, men bare laa og lyttede efter den triste lyd, som dødsvognene frembragte. Saa gik jeg til F o u g s t a d og sagde, at om jeg skulde være i denne rædsomme by, hvor døden lurede paa alle kanter, var jeg sikker paa at blive syg, ja, faa kolera med. Jeg ikke udholde den tanke at skulle dø uden at se fader og alle mine kjære. F o u g s t a d talte kjærlig til mig, sagde at reise hjem fik jeg ikke, for da blev det for svært for mig at for­ lade hjemmet igjen saa snart, men han skulde sende mig til Ringerike til en af sine venner, prokurator var en elskværdig mand, i hvis hus jeg vilde faa stor for- nøielse, da der hos dem var en hel del unge damer og stu­ denter fra Bergen, som havde flygtet did, og at der var skjønt og sundt at være og ingen kolera at frygte for. Dette gjorde jeg da, og der var saa yndigt, et morsomt selskab, som med jubel hilsede mit komme. Vi drog daglig paa lange rideture i besøg paa gaardene rundt om paa det deilige Ringerike. Om aftenen var der sang, dans og ungdomsglæde dels hjemme hos R a s c h , dels hos presten L y d e r B r u n Da jeg saa kom tilbage til byen i slutningen af august, var der nok et og andet tilfælde af kolera, som indtraf, men vi spillede alligevel, og merkværdig nok, vi havde stort besøg i theatret; man trængte lidt glæde efter den forfærdelige tid. Aaret efter at jeg var kommet til Kristiania, blev jeg gift med W o l f . Juni samme aar var jeg i Kjøbenhavn og S v e n d s e n lange ekstrature.

L a u r a

v i l d e hjem, kunde

L a r s R a s c h . Han

paa Norderhov.

s a a

et par forestillinger der, før de sluttede.