FruLucieWolfsLivseridringer

J6 8

fru L ucie W olfs li vse ri nd r in g er .

«Nei» skal være; hun var affekteret. Dette fik jeg ogsaa høre af en herre, som sad ved siden af mig; thi han udbrød flere gange: «Uf nei, hvor hun skaber sig, det er dog vold­ somt saa affekteret hun er!» Kanske hun ogsaa var for gam­ mel til rollen — hun var 50 aar dengang, tror jeg — , at det var det, som forstyrrede illusionen, men hendes spil var lavet og maniereret, jeg likte hende slet ikke. Jeg var saa ufor­ sigtig at ytre min mening til W o l f og hans broder, som var med os; min mand var bange for, at man skulde høre, hvad jeg sagde, men hans broder sva red e: «Aa, N i c o l a y , hun har ret, fruen er forfærdelig skabagtig her.» Men saa et par dage senere var jeg i theatret og saa fru H e i b e r g i «De uaf­ hængige» af S c r i b e , et stykke, v i nylig havde spillet med madame S c h r u m p h i hovedrollen som den unge, intrigante frue. Det var rent storartet, hvordan fru H e i b e r g spillede den unge frue, som tuller manden rundt om fingrene. Ja, her var hun straalende, naturlig, kvik, morsom, yndig og saa brilliant ud. Hendes replikker for som lynglimt omkring alle hendes medspillende. Hun tindrede af aand og intelligens. «Aa,» sagde jeg til W o l f , «det er umuligt, at det kan være den samme rolle, som madame S c h r u m p h spillede.» Der var en forskjel som paa et surt, spruttende talglys og en intens, straalende elektrisk flamme. Ja, det var spil! Hver eneste replik var et lidet kunstverk, hun legte og boltrede sig med rollen, kastede replikkerne omkring som en spillende, kaad kattekilling. For en nydelse! Jeg sad aldeles fortabt og sagde til W o l f : «Nei, vi kan ikke spille komedie; thi for at kunne sige replikker paa denne maade, maa man have en skare alfer og nisser til sin raadighed, som indgiver én vid­ underlige, skabende tanker og lyser op iéns hjerne og for­ tæller herlige eventyr som af «Tusind og én nat.»Aa, sig mig, hvordan skal jeg kunne komme til at sige replikker som hun?» «Arbeid,» sagde W o l f tørt, «saa kan du række langt med de gaver, du har faaet.» Ja, dette var let nok sagt;