FruLucieWolfsLivseridringer

NY T REPERTO IRE.

altid, at jeg maatte kunne spille bedre. Det, som var det sværeste for mig i de følsomme roller, var at holde styr paa mine følelser. Det var aldeles umuligt at sige en rørende replik uden at taarerne styrtede af mig, hvorved jeg tabte magten over mit organ og tildels skar ansigter i kampen for at holde graaden tilbage; og ved alle disse «unoder», som W o l f kaldte det, skadede jeg ofte totalindtrykket af rollen. «Hold igjen, L u c i e ,» sagde han, «lad være at græde, overlad det til publikum! Du har at passe paa, at din rolle ikke forstyrres ved for megen graad ei heller latter. Harmoni maa der være over hele fremstillingen. Vil du holde paa med denne voldsomme følsomhed, saa vil du jo meget snart slide dig op. Græd ud paa prøverne, men hold dig i skin­ det, naar du spiller. Du skal naturligvis føle — ja, føle dybt — for det, du fremstiller, men ikke saa, at det hindrer figu­ ren fra at virke, som den bør og skal.» Ja, hvor han havde ret heri! Jeg stred voldelig med mig selv, formelig hyssede paa mig. Ofte maatte jeg tænke paa den konen i Bergens theater, som havde grædt og hylet over J o h .s B r u n ’ s «Michel Perrin» og i sinne sagt høit til sig selv: «Ok, for en tosk eg er! K a ’ e ’ de’ saa feiler meg, eg sitter jo og silgræter; det er jo ikje sandt nokke af dette her, det er jo bare tøv og komedie. Eg e ’ saa flau over meg sjøl, saa eg kan ikje seie de.» Senere hen spillede jeg «Jane Eyre». Her var en endnu smukkere rolle i den alvorlige genre. Men her, hvor det forpinte og mishandlede barn giver sine følelser luft og raser ud sin smerte til den onde stedmoder, her tog følelsen saa- dan magt over mig, at jeg sagde til W o l f : «Ja, om du nu bliver gal eller klog, her maa jeg faa lov at slippe mig løs. Er det mig muligt, saa skal jeg forsøge at dæmpe noget paa mit spil, men her vil jeg rent give mig hen og lade det staa til.» «Gjør som du vil,» sagde W o l f , «men husk, jeg har

advaret dig, og tag selv følgerne.»

Jeg gav mig hen, jeg led,