FruLucieWolfsLivseridringer

178

fru L ucie W olfs li v se ri nd r in g er .

Ja, det er vist og sandt; det erfarede jeg, da jeg saa komedie i K jøb en h av n ; men der maa forstand til at se og lære, og fremfor alt — selvkritik. Det nytter ikke at tage alt bogstavelig og gjengive, hvad man ser. Enhver har sin egen individuelle maade at spille paa, og det, som passer for den ene, kan være høist uheldig for den anden, naar man ikke forstaar at tage det, som man kan anvende paa sin per­ son, uden at det derfor behøver at blive kopi. Her er jo flere af vore kunstnere, som ofte har været ude i længere tid og studeret skuespilkunst, men flere af disse er kommet hjem med unoder og har vist os, hvordan man al fremmed kunst, tillige har en forstandig veileder i sin selvkritik, som tilsiger dem, hvad de bør og ikke bør tilegne sig for ikke at tabe sin originalitet, som jo maa præge enhver kunstner i alle fag. Saa herlig og skjøn som skuespilkunsten er, saa vanske­ lig er den ogsaa. Jeg ved, at jeg ofte har kastet rollen i væggen i ren fortvilelse, fordi jeg ikke kunde faa frem det billede, som jeg saa for mig. Naar jeg gjennemlæser min rolle, ser jeg næsten øieblikkelig den karakter og person, som skal fremstilles; men saa kommer maaden, hvorpaa jeg vil sige mine replikker. Ja, her staar jeg ofte fast. Jeg føler saa tydelig, hvordan det s k a l siges, men jeg kan gjentage en og samme replik ti, ja tyve gange og dog ikke faa ud af den det, som jeg vil have, og som jeg ved maa til, for at den kan blive forstaaet, som den bør og skal og passe ind i karakteren. Saa kan jeg i lang tid gaa paa prøve, og før jeg gaar, synes jeg, at jeg nu har fundet, hvad jeg søgte, men bliver som oftest skufifet og mismodig over ikke endnu at træffe det rette, uagtet jeg saa klart kan føle og forstaa, at jeg har faaet fat i rollens karakter. Men saa hænder det ligesaa ofte, at jeg spilleaftenen pludselig faar en lykkelig inspiration, og replikkerne kan slaa ned og tage fart med et spille komedie. Jeg tror, det oftekan være ligefrem skade­ ligt at reise ud, hvis de ikke, medens de ser

i k k e skal