FruLucieWolfsLivseridringer

18 0

fru L ucie W olfs l i v s eri nd ri ng er .

vrangen ud paa meget, som skulde have virket ganske ander­ ledes, end det gjør nu. Hvor kan man tænke sig kunst uden skjønhed! Dette er jo som knyttet næve til blaat øie. Om man skal fremstille selve lasten, tror jeg, at kunstneren har lov at kaste et formildende skjær over figuren, dog uden at den derved maa tabe i naturlighed. Føler kunstneren trang til dette, saa har han ogsaa lov dertil. Dersom man i kunsten skal fremstille mennesker og forholde i deres nøgne virkelig­ hed, hvor er da grænsen for det tilladelige ? Om vi gav vore roller med realisternes syn derpaa, vilde vi jo beslaglægges som usædelige bøger. Jo mer man nærmer sig skjønheds- idealet, jo mer priser og lovsynger man sin skaber, som har kastet en af sine guddomsstraaler i et stakkels, skrøbeligt menneskebryst. Tag alt det skjønne bort fra kunsten og livet, lad alt være realistisk og stygt, d. v. s. naturligt, saa farvel al poesi! Der er da intet i verden til at løfte og styrke en ærlig, arbeidende kunstner, som har den rette trang og lyst til at udøve sin kunst, og som finder ro, tilfredshed og styrke i den, ved bevidstheden om at han vil noget ret og sandt. Ethvert menneske, det være noksaa raat, brutalt og fordærvet, kan vækkes til gode følelser af et skjønhedsindtryk. Jeg skal her give et eksemp el: Da jeg som ung pige var ved scenen i Bergen, var jeg engang i mai maaned i et selskab af unge damer og herrer kommen til en brygge paa den deilige Askeø ved Bergen for at tage til byen med et lidet dampskib. Sel­ skabet kom dansende og syngende ned for at gaa ombord. Blandt dem, som stod paa bryggen, var en rædsom styg mand, opkloret i ansigtet og blodig af slagsmaal. Han vilde prygle alle, som kom ham nær, og gav et spark til en gammel mand, saa han faldt overende. En af de unge herrer vilde fare hen for at banke h a m ; men jeg tog ham i armen og bad ham lade være, rev saa en stor kvast af blomster, hæg- og birke­ løv, som jeg bar i armen, gik raskt hen til manden, smilte kjærlig til ham og sagde: «Aa, tag disse blomster, saa er