FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs l iv s er i nd r in g er .

184

Se, paa denne maade virker kunsten som den bør og skal. Nu kan vel presterne sige, at meget af det som opfø­ res, ikke er sundt og godt at se og let kan virke til skade; ja, saa lad være at besøge saadanne forestillinger; men gaa i theatret, naar der gives gode stykker, og fremfor alt, naar vore egne digteres verker op føres; thi det er jo skade, at folket ikke skal faa se disse fremstillede, hvorved man jo gribes ganske anderledes end ved tørt at læse dem. Jeg maa tilslut faa tilføie, at vi, dyrkere af den herlige,, dramatiske kunst — ialfald v e d jeg sikkert to af os, som gjør det — , a l d r i g gaar til vor gjerning, naarvi har en vanskelig og svær opgave at løse og da altid er angst for ikke at udføre den, som den skal udføres, uden at sende et stille hjertesuk til Gud, at han vil hjælpe ogstyrke os i vor gjerning. Det samme som presten gjør, naar han skal tale til sin menighed. Har vi kanske ikke ligesaa megen ret til at gjøre dette som presten? Jo, visselig. Derfor bør presterne — eftersom oplysningen stiger mer og mer — vise dette ved at besøge theatret. Min kollega, den høit begavede G u n d e r s e n , har mer end én gang fortalt mig, at hun fik sin styrke fra Gud, naar hun bad ham derom. Saaledes husker jeg, at da jeg for mange aar siden kom grædende af henryk­ kelse og begeistring hen og kyssede hende og takkede for hendes herlige udførelse af lady Russell, svarede hun paa sin. originale, naive maade: «Ak ja,

L a u r a

L u c i e , jeg bad saa inderlig,,

at Gud vilde hjælpe mig, og ser du, han gjorde det.»

Samværet med de

d a n s k e s k u e s p i l l e r e

var ikke

altid ganske behageligt, som jeg før har fortalt; thi de var stadig i en irriteret stemning over, at man nu paa alle maa- der forsøgte at blive dem kvit. Daglig var der skarpe kritiker i aviserne eller lange opsatser om, at vi nu burde nøie os.