FruLucieWolfsLivseridringer

SKUESPILKUNSTEN,

med vore egne norske kunstnere og se til at blive af med «danskerne» jo før, jo heller. Det gik endog saa vidt, at B j ø r n s t j e r n e B j ø r n s o n skrev, «at

W i l h . W i e h e godt kunde

reise, da vi havde

som erstatning til de lyriske

A b e l s t e d

elskere», noget, som vakte stor munterhed forresten.

A b e l ­

s t e d var nok ikke kapabel dertil, stakkar, saa brugbar han forresten kunde være. Engang var jeg vidne til en voldsom strid mellem to * af de ældste, danske skuespillerinder. Jeg stod i det ene rum og prøvede dragter, de i det andet, saa jeg maatte høre, en- • ten jeg vilde eller ei, og jeg v i 1 d e høre. Den ene s a g d e : «Aa, De skulde skamme Dem, De lefler for de norske, De - smigrer dem i den tro, at man da ikke skal give ogsaa Dem det glatte lag; men jeg siger Dem, de norske Vil De sige mig, om vi kan opvise magen til talenter som disse to norske damer, vi nu har? De tager lidt efter lidt luven fra os allesammen. Ja, det nytter Dem ikke, De maa indrømme, at jeg har ret.» Dermed for den norskhadende dame ud i raseri. Idet hun gik, saa hun mig og spurgte meget infamt: «Har De lyttet? Det var fint.» «Ja, undskyld,» svarede jeg, «jeg hørte hvert ord, og jeg skal skynde mig at fortælle det.» Vi havde til garderobeinspektrice en rigtig arrig, dansk madame, som var efter mig paa alle mulige maader. Da vi spillede «Axel og Valborg», var jeg Svanhvide, — dengang maatte vi alle gjøre kortjeneste. derlig deilig som Valborg. Til disse gevandter og klædebaand,. som Valborgs møer bærer, bruges jo ikke lommetørklæde, og da jeg i scenen, hvor munken skiller de elskende ad, var saa rørt over L a u r a ’ s spil, at jeg var ganske opløst i taarer, maatte jeg hjælpe mig saa godt jeg kunde med gevandtet og lade det erstatte lommetørklædet. Just som jeg var paa høiden af rørelse og begeistring, kommer madamen hen og. 24 — Fru Lucie W olffs Livserindringer. komme frem.» I det samme slog hun i bordet. Den anden svarede: «Jo, De kan stole paa, de kommer frem.

s k a l ikke

L a u r a S v e n d s e n var vidun­