FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs livserindr in ger .

og kjæk prest; han slaar i stolen, saa det staar efter, naar det er noget, som han især vil trykke i os; og saa hører du hvert ord, han siger. Det er ikke alle prester, vi kan sige det om.» Dermed gik han fra mig. Den søde, gamle fader var saa usigelig morsom, saa jeg var i latter fra morgen til aften.. Min søster P e r n i l l e fortalte, at hun kun en eneste gang havde seet fader blive sint paa moder rigtig for alvor. Dette havde været en søndag, da han var kommen hjem uden at gaa ind i kirken, som han var paa veien til. Han kom gaa- ende, som altid venlig hilsende til alle sider, da der jo ikke var et bain i byen uden at de kjendte Jo h a n n e s e n paa banken ; men han var forundret over, at de fleste lo, idet de hilste. Endelig kom kjøbmand M å r t e n s hen og sagde «Nei, J o h a n n e s e n far, I maa gaa hjem og tage nathuen af jer og parykken paa. I ser saa pudsig ud med sorte, pene klæder og rød og hvid nathue med stor dusk i.» Fader kom rasende til moder og sagde: «Du skulde skamme dig at lade mig gaa til nar for hele byen. Du staar og børster og pyn- ter mig, gi’r mig salmebok og lommeduk og ser ikke, at jeg hat glemt at tage parykken paa. Vilde du kanske, at hele kirken skulde sidde i latter over mig istedetfor at høre paa Guds ord ? Jeg er saa forarget, saa jeg vist ikke nu kan gaa i kirken. Du har gjort mig til spot og skam.» Moder var ulykkelig herover; og fader glemte det ikke saa snart. Ja, du Bergen, altid er der noget fornøjeligt ved dig og dine bysbørn! Som en dag her i Kristiania, medens jeg staar inde i en butik, kommer der en gammel, bergensk kone ind - hun var vist mange og sytti aar. Idet hun ser mig, siger hun: «Nei, jamen trur eg, det er L u c ie J o h a n n e s e n ! Ok, kaar I ligner jeres fa r! Kan I ikje huske O lin e fra Vasker­ elven? Eg tjente jo hos jeres forældre paa sparebanken.» Jo, nu huskede jeg hende; jeg var vist ikke mer end 8— 9 aar dengang, men hun kjendte mig paa min lighed med fader.