FruLucieWolfsLivseridringer

SKUESPILKUNSTEN

Det var hende, som sagde til søster P e r n i l l e ’s kjæreste, naar hun fandt, han sad forlænge i stuen om aftenen: «Nei, vet I ka, mosjø, no maa I jamen gaa, saa eg kan faa reie op sengen til Jo h a n n e s e n ; han e’ no saa trøt og søvnig, saa vi kan prikke ham paa øgene; og I vet jo, at han og madammen ska’ tidlig op om morgningen.» Ja, hun jog min kjære svoger mer end én gang. «Ja,» sagde hun videre, «1 var en gal og lystig unge, det ska’ være vist! Eg husker nok, daa eg skulde skure gaalve, daa satte I jer altid til at rie paa ryggen min, og eg blev ikje kvit jer, før madammen maatte slite jer fra meg i de lange fletterne Deres. Ok, for en kommersbror I var! Er I like lystig endda? I har jo vore enke i mange aar, stakkar, det har eg jo hørt, men I er pen endaa, og om I vilde sværte haaret jeres, saa kunde I blive gift igjen, det er eg vis paa. Kaa mange aar er det, I har voren enke?» «Aa,» svarede jeg, «det er jo ikke mere end 20 aar, saa jeg har kanske haab endda.» «Ja, eg skulde tru saa,» sagde hun, «men eg kan no se, at dette mener I ikje. Ja, lev no vel,» vedblev hun, «vær no gla’ og vellystig, som 1 altid har voren,, og I har det vist godt, for I ser saa prikeveret ut.» Hun­ havde det med at bruge underlige ord i sin talemaade, som. saa mange bergensere har.

25 — Fru Lucie W olfs livserindringer.