FruLucieWolfsLivseridringer

1 95 :

VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.

med hensyn til at gjøre det, han vilde, saa kunde han mange gange rent slaa gjækken løs og more sig som et barn over- et og andet, som forefaldt. Jeg kaldte ham «far», hvilket han altid morede sig over. Engang kan jeg huske, jeg sagde til E l i s e B e r g (fru B i d e n k a p ) : «Nei, L i s e , lad være med dem kommers, ser du ikke, at far staar der nede ¡'orkestret med stokken i haanden og instruerer, saa haarene staar ret op paa ham af sinne. Bi nu lidt, saa springer han op paa scenen og juler os allesammen, og det fortjener vi; det er ja- rædsomt, hvor fælt han strider med os.» L i s e fortalte harm dette under prøven. Han kom hen til mig og sagde leende: «Ja Gu’ har De ret, man skulde tro, det var idioter alle ihop.. Kom, følg mig op og faa et glas vin.» Medens vi nyder den, kommer theaterbudet og leverer B j ø r n s o n et telegram fra Bergen. Han havde nemlig telegraferet til skuespiller M o n s e n for at faa ham hid straks til at spille en bondegut i et stykke,, han vilde have frem. M o n s e n var virkelig en begavelse, sorm B j ø r n s o n satte stor pris paa. Men samme M o n s e n blev med ét saa forfærdelig religiøs, at han fandt, det stred mod. hans- samvittighed at spille komedie, hvorfor han blev fotograf Hans svartelegram lød saa:

Til B j ø r n s t j e r n e B j ø r n s o n .

Vig fra mig, Satan!

Din hengivne ven

M o n s e n .

M o n s e n er for tiden mormon og bor i Utah. Det var virkelige festdage at arbeide sammen med1 B j ø r n s o n . Han viste o s ikke bogstavelig det, vi skulde ud­ føre i vore roller, nei, han talte kun med os; men paa en saadan maade, at der ligesom blev trukket et slør fra vort syn, saa vi tydelig og klart saa og følte, at saadan, og kum

/

Made with