FruLucieWolfsLivseridringer

20

fru L ucie W olfs livserindringer .

da ogsaa bekræftet af alle børnene.

Madame K. blev nu

aldeles rasende og sagde, at jeg skulde sidde igjen. «Kom herhen, din intrikate tøs,» sagde hun, «tag dit strikketøi og sæt dig alene paa denne tomme bænk, for at du kan sidde tilskamme for hele skolen, som da kan faa se, for et skarn du er.» Jeg gjorde ydmygt, som hun befalede mig, men var paa samme tid lumsk nok til at sætte mig paa den yderste ende ^af den tomme bænk, hvorved jeg da straks vippede midt ned i al den karrede og vel ordnede uld, rullede mig rundt deri for rigtig at spolere det for hende og rendte saa min vei — hjem fra skolen. Moder fik mig ikke derop næste dag; men saa kom der bud efter mig, og jeg maatte gaa. Da jeg kom paa skolen, var baade madame K. og madame R. meget venlige imod mig og nævnte intet om gaarsdagens hærverk; de var vel bange for at miste en af sine elever, kan jeg tro. Da jeg nu merkede, at det var godt og vel, vaag- nede min lyst til at gjøre spilopper igjen. Madame R. skulde den dag lære mig at sy hulbogstaver paa en saakaldt merke- dug af stramei. Hun syede da stingene for mig og sagde saa paa sit klissede, danske sprog: «Alle tider fra hullet af, alle tider fra hullet af.» Jeg benyttede mig da af, at hun var noget døv, og gjentog, medens jeg syede^ hendes ord aldeles med hendes egen stemme og sprog: «Alle tider fra hullet af, alle tider fra hullet af, alle tider fra hullet af» o. s. v. for hvert eneste sting. Der blev først en sagte fnisen af alle ungerne, derpaa en skoggerlatter; men madame K., som hverken var døv eller blind, hun havde baade hørt og forstaaet, hvem jeg abede efter; hun for da frem i raseri og gav mig en ørefik paa hver side, hvorefter jeg rev hendes kappe af og strøg min vei — for aldrig mer at sætte mine fødder paa madame R.s skole. Jeg fik da lov at begynde hos madame A. i Hollænder­ gaden; men var ikke heldig der heller. Der gik nemlig de fleste af mine veninder, som boede i nærheden af os, og som