FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs livserindringer .

maa jo lære nogét, barnet mit. er kommers og fornøjelse.» «Ak, men fader, du kan ikke tænke, hvor dumme og kjedelige de er allesammen; vilde de bare være lidt venlige imod mig og le lidt af alle mine morsomme paafund, som du altid gjør, saa skulde jeg saa gjerne være mer opmerksom og flittig, men jeg forsikrer dig, det er rent umuligt at faa dem med paa noget. Ja tænk! at madame A., da jeg viste hende,hvor flink jeg var til at gaa paa hænderne, sagde, at det varstygt at se en liden pige gaa paa den maade med skjorterne ned og benene op, hun sagde endog, at det var upassende.» «Jaha,» svarede fader, «det havde hun da ret i; saadantkan være fornøieligt herhjemme, men paa enskole gaar det nok ikke an, det er du da stor nok til at begribe. Uagtet du nu har gaaet paa flere skoler, saa kan du jo ingenting.» «Nei, fader, hvor kan du sige, at jeg intet kan?» svarede jeg, «jeg er jo saa flink til at d a n se ; H u s h e r siger, at jeg er den bedste, han har.» Jeg gik nemlig frit paa danseskole hos danselærer H u s h e r . En aften fulgte jeg med et par lykkelige veninder, som gik der, for at se paa danseskolen; de bad da H u s h e r om, at jeg maatte faa lov at danse med, da de jo længe før de be­ gyndte hos ham, havde lært at danse af L u c i e . Dette fik jeg ogsaa lov til — til min store fryd — , og da det ikke kostede mine forældre noget, fik jeg straks lov af fader til at gaa der. Moder protesterede naturligvis; hun sagde nemlig: «Synes du, der er nogen mening i, at hun gaar paa danseskole, naar hun ikke kan eller vil gaa paa anden skole? Synes du ikke, at hun alt danser ganske artigt med os allesammen?» Men her nyttede ikke nogen protest af moder, og fader satte for én gangs skyld sin vilje igjennem. H u s h e r fandt, at jeg var saa flink til at danse, at jeg blev benyttet til mønster og fordanser for de andre b ø r n ; naar nogen var rigtig klodset, raabte han: « L u c i e , kom hid Husk paa, at livet ikke bare Hvortil jeg svarede: