FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs livserindringer .

28

lange, dumme substantiv! Kom ud i gaarden, saa skal du faa en «snøbal» midt i pronomenet, hvis du ikke herefter vil lade mig være i fred. Fader har lovet mig, at jeg skal faa komme til jomfru L . ; hun skal være saa snil og klog, og der skal jeg nok faa lære alt, hvad jeg behøver, kan du tro.» Nu kom jeg da til jomfru L., hvor jeg efter alle mine skibbrud omsider havnede. Den første dag, jeg var der, for­ søgte jeg — for at rekognosere terrænet — en liden spøg for nogle af smaapigerne. Da jomfru L . hørte deres latter, kom hun meget venlig hen og vilde vide, hvad de lo af. Jeg efterabede da en mekanisk figur, som jeg havde seet paa et vokskabinet, nemlig en mand, som for hver gang han buk­ kede sit hoved, tog en pris tobak op i sin næse; dette gjorde jeg nok svært fornøielig; thi hunbrast i en skoggerlatter og sagde: «Ok nei, det er jo F a s m e r op i dagen; nei, du store M a d s , hvor du ligner ham baade i ansigt og manerer.» Hun kaldte paa sin søster: «Kom herind, skal du faa se F a s m e r , som vil hilse paa dig.» Søsteren lo ogsaa meget af mit efter- abelsestalent. «Ja, L u c i e ,» sagde hun, «det er nok sandt det, der siges om dig, at du er saa forfærdelig fornøielig.» Jeg merkede nu straks, fra hvad kant vinden blæste, og jeg syntes, at jeg her endeligvar kommen til folk, som satte pris paa mig og forstod, hvad jeg duede til, og at jeg fra nu af havde god bør i mine seil. Jomfru L. var en elsk­ værdig, hjertevarm dame, meget intelligent, ja et overmaade godt hoved. Hun forstod at tage mig paa den rette maade; naar jeg i timen forsøgte paa at gjøre spilopper, saa tog hun mig tilside og hviskede: «Kjære L u c i e , nu skal du være sød og god og ikke forstyrre børnene i tim en; naar vi harfri­ kvarter, saa skal du faa agere saa galt, som du har lysttil. O g jeg selv vil være med og more mig; for du er jo virke­ lig morsom. Du har jo saadant kvikt, godt hoved, og jeg vilde saa gjerne, at du skulde blive flink, forat alle skal holde a f dig; et godt hjerte det ved jeg, du har, og jeg vil blive-