FruLucieWolfsLivseridringer

42

fru L ucie W olfs livserindringer .

j e g fi k f ø r s t f r e d , d a e n v e n s a g d e til h a m , a t h v i s h a n o f t e r e v i l d e u d s k j e l d e o g e f t e r a b e L u c i e , s o m h a n l i k t e s v æ r t g o d t , s a a s k u l d e h a n r u n d j u l e h a m s a a f ø l e l i g , a t h a n n o k s k u l d e l a d e m i g f a a v æ r e i r o f o r f r e m t i d e n . Denne guts venskab vandt jeg paa følgende m a a d e : moder havde en gammel møllerkone, som hed M i l d r i d ; jeg ser hende saa tydelig: en liden, bitte kone med sort hue og rød trøie. Hun gik og hentede mel til moders hjemmebagning. Det var en lang vei til «Møllendal», som det hed, hvorfra hun bar en noksaa tung sæk paa sin gamle ryg. En dag, da jeg og flere stod i en munter leg, ser jeg M i l d r i d komme med sækken paa r y g g e n ; hun saa saa træt ud, det forekom mig, at hun vaklede; jeg sprang da fra legen og bort til hende, tog sækken og lagde den paa min egen ryg og bad hende saa at følge med. «Aa, du snille barn,» sagde hun, «som har hjerte for en gammel, ussel stakkar. Ja, du er altid saa glad du, L u c i e , det er derfor du er saa godhjertet. Aa, jeg verker saa i ryggen! Ja, nu vil din moder blive forundret, naar du kommer med melsækken.» Vi gik da trøstig videre. Men ulykken var ude igjen. F r a n t z W e r n e s stod udenfor latinskolen og saa mig komme med sækken paa ryggen. Han raabte da: «Kom herhen, gutter, her skal dere faa et for­ nøjeligt syn. Det er «skuespiller-LuciE», hun er nu blevet møllerkjærring. Hei san, for et spil! Se, hun gaar med sækken paa ryggen, og kjærringen dilter bagefter. Hurra for « L u c i e møllerkjærring»!» Og han tog fat i sækken for at rive den fra mig. Der kom en hel flok gutter omkring os. M i l d r i d blev bange for sækken, tog den paa ryggen og gik sin vei, medens jeg sprang løs paa F r a n t z , rev ham i haaret, •sparkede og klorede ham, saa han skreg og hylede. Jeg var sterkere end han og væver som en katunge, saa han fik nok føle mine klør. Da jeg slap ham, kom «vennen» mig tilhjælp. Han tog mig i armen og sagde: «Gaa du, L u c i e , det var pent gjort af dig det, at bære sækken for den gamle kone.