FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs liv s e r in d r in g e r .

54

med katten, medens

L u c i e er borte.» Fader sagde intet her­

til, men idet han gik ud, hviskede han til mig:

«Pas paa

katten din, byen jeg.»

L u c i e ! Ja, jeg siger ikke m e r ; jeg maa gaa i Men hans mimik var saa talende, at jeg meget

godt forstod, at min yndling svævede i fare. Senere paa aftenen, da moder med ét fik saa travelt med at skynde paa mig, for at jeg skulde bringe aviserne ind til farbroder — noget, som hun ellers var ganske ligegyldig for — saa vidste jeg, hvad klokken var slagen. Jeg tog aviserne, gik ud og tog min elskede pus, som sad i skorstenen og intet ondt anede. Ude i trappeopgangen hang der en meget stor lygte; den bestod af lutter smaa glasruder og var til 2 lys. Den maatte altid tændes for at lyse herrerne i Sparebanken. Nu tog jeg lygten forsigtig ned, tog begge lysene ud og satte pusekatten ind istedet; da det denne aften var storm og regn, og jeg havde aviser, mig selv samt regnhat at bære, saa fandt jeg det baade bekvemt og behageligt for pus at sidde tørt og godt inde i lygten. Jeg gik afsted, glad i sind over mit gode indfald, men ogsaa lidt skadefro over, at moder og pigen fik en lang næse. Idet jeg gik ud af porten, kom pigen ind af den. Altsaa atter opdaget! Hun lo, idet hun udbrød: «Nei, L u c i e , ka e no dette for et optog; ka e det, du no har fun­ det paa? Ja, du faar hos madamen, vær sikker paa det.» Medens jeg var ude, var R o l f s e n , fader, kommet ned af trappen for at gaa h jem ; men mørkt som der var, havde han raabt, at man skulde komme ud med lys. Moder, som stod i kjøkkenet, hørte raabet og kom ud aldeles forfsérdet. Pigen kom ogsaa ud. «Men hvor i alver­ den er der blevet af lygten,» sagde moder, «jeg har jo selv baade tændt i den og hængt den op. Ak, snille «Aa, det er ikke saa farligt,» svarede R o l f s e n , «nu ser jeg nok veien; men vær saa snil at laane mig en regnhat, det er jo et fælt veir ude.» «Jo, straks!» maa ikke tage det ilde op, pigen siger nu, at været paa spil igjen.»

N o r d a h l R o l f s e n s

R o l f s e n , De

L u c i e nok har