FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs liv se rind r ing e r .

6 4

vane me’ nokon moro, maa veta.»

«Uf,» tænkte jeg, «hvilke

glædelige udsigter!»' Naa, vi kom da til gaarden om natten i øsende regn og maatte ligge paa gulvet paa halm resten af natten, da konen jo ikke havde været forberedt paa at faa 3 smaapiger i logi. De første dage gik noksaa bra, da det morede mig at stelle vor mad selv, hvilket var noget nyt for mig. Det vedblev at regne, og jeg havde da ingen anden fornøielse end at spise. Dette gjorde jeg saa grundig, saa min søster og broder sagde stop, for hvis jeg vilde fortsætte paa den maade, vilde vi ikke have mad i 8 dage engang. Sukkerposen blev mer og mer slank for hver dag, da den især tiltalte mig. Det vise raad, min søster og K a r e n farbroder, besluttede da, at vi skulde dele beholdningen i 3 lige store parter, saa fik jeg indrette mig, som jeg selv vilde, med min portion. Nu ja,, jeg var jo nødt til at gaa ind paa dette, som jeg fandt tem­ melig lumpent af dem. Jeg var meget fornærmet og gav dem en god dag. Min portion var snart forduftet, og jeg var nu rent i knibe, da den mad, konen vilde give mig, ikke behagede migi Melsuppe, stenhaard havregrød, sur melk, sild, fladbrød, — nei tak! Her var nok gode raad dyre. Jeg fik imidlertid vide, at der boede en gammel kaptein Jeg besluttede da at introducere mig hos ham, dels for at give og modtage underholdning og dels for at faa nogen ordentlig mad. «Raadet» fik vide min beslutning; de ønskede begge at gaa med, men paa grund af deres uvær­ dige afknapning af min kost, negtede jeg dem dette, hvorover de blev meget vrede. Noksaa pent drog jeg da til gaarden med mit graa sjal paa armen. Jeg traf hr. B u r g g r a f ude paa veien; han talte venlig til mig og spurgte, hvor jeg vilde hen. Da jeg ikke kjendte manden, svarede jeg noksaa dristig: «Aa, jeg skal nok paa besøg til B u r g g r a f , bor han ikke derhenne ?» «Jo,. fra gaarden.

K a r e n far­

B u r g g r a f et stykke vei