FruLucieWolfsLivseridringer

68

fru L ucie W olfs liv se rind r in ge r .

n e s pegte paa et plommetræ, som bugnede af frugt; mine tænder løb i vand; jeg saa mismodig paa ham og sagde: men vi kan jo ikke faa noget af denne herlighed.» sagde han, «vent til alle de andre er af veien. Og da vi blev alene, tog han mig i armen og sagde: «Klyv nu opefter her, Lucie; jeg skal hjælpe dig og selv komme bagefter; jeg har været her før, skal jeg sige dig. I tagrenden ligger der en hørive; med den tager vi fat i gre­ nene, og du skal faa saa mange plommer, du bare kan spise.» Han halede og trak i grenene, og jeg fik en mængde i mit kjoleskjørt, som jeg holdt frem til fangsten. Men med ét skreg en kjærring, som laa og lugede: «Ok nei, se paa plomme- træet, jagu trur eg, det blaaser overende i dette stille veir; no er det vist den tjuagutten, Han var i pæretræet igaar, og daa fik han juling hos H j o r t d a l og et stort hol i buksen sin, saa moren fik god plads til at gi’ ham ris. Vil du gaa din vei, din tjuagut du er, ja, skulde nogen paa raadstoven, saa var det deg, din rakkarknegt.» Vi var ikke sene med at komme ned og turde ikke mer forsøge paa dette. «Ja, «Hys!» Jeg gjorde saa. gaa igjen.

J o h a n n e s B r u n , som er ute at