FruLucieWolfsLivseridringer

70

fru L ucie W olfs livserind r ing er .

som tak for musiken. Han af L u c i e , hon pene, svarte

sagde til

J o h a n n e s : «Holde meget

haar, vakre Øine, liflige fæsen,

hon have nok italienske blod i krop.» Hvortil

J o h a n n e s ivrig

protesterede og forklarede

K o l o m b o , at jeg havde egte norsk

Vosse-blod i mine aarer. Et sted, hvor jeg ogsaa ofte kom, var kjendt under navnet «Bispegaarden», fordi man der kunde hente det bedste koge- vand, der var i B y e n ; det var inde ved domkirken. Der stod et stort vandkar, som samlede vandet fra render, der kom direkte ned fra fjeldet lige fra Starefossen, som den kald­ t e s ; aldeles deiligt vand. Det var en saadan rift om dette, saa der var formeligt slagsmaal om at komme til karret, især naar det var lidet vand. Alle byens piger — ofte langveis fra — kom der efter vand, og det formelig regnede med saftige vittigheder af de raptungede bergenske tjenestepiger. Det var aldeles samme scener, der gjentog sig der, som hver onsdag og lørdag paa Fiskebryggen. Disse komiske scener tiltalte mig ubeskrivelig, og jeg var der omtrent daglig. «Den kaffe, som ikje er kogt af bispevand, kan de ha for meg,» sagde pigerne. Jeg havde en skoleveninde, som daglig hen­ tede vand der; hende hjalp jeg med at bære den tunge van­ bøtte, hvorpaa hun til tak af og til laante en baad, som laa i Lundgaardsvandet og som moderen eiede. Denne var vaskekone, hed

J o h a n n e s og mig

B e r t h e G u r i n e og boede tæt ved

vandet.

Datteren hed

Jeg husker en dag, medens

B e r t h e .

hun og jeg legte ved vandet, at hendes lille søster,

A n e , kom

ud og sagde:

«Berthe, du skal komme ind til mor og faa i B e r t h e svarede: «Skal eg no ha’ i r . . . . igjen,

r . . . .»

eg fik jo i formiddag.»

«Ja,» sagde

«no ska’ du ha’

A n e ,

igjen, fordi du har laant baaden til

J o h a n n e s B r u n , og mor B e r t h e gik til min forun­

skulde no netop bruge den.» dring ganske rolig ind. ikke en lyd hørte jeg, og

Ja,

Jeg ventede at høre skrig, men nei,

B e r t h e kom snart ud igjen, noksaa

fornøiet.

Saa spurgte jeg:

«Men

B e r t h e , græder du ikke,

Made with