FruLucieWolfsLivseridringer

V

I BYEN IGJEN.

naar du faar ris?»

Hvortil hun

svarede: «Aa

nei, eg e ’saa

vant med det no, eg vørre det ikje mer, og mor slaar no ikje saa hart.» Ja, stakkels B e r t h e , hun fik nok mer end én gang ris for vor skyld, for baaden fik vi laane, da hun satte stor pris paa J o h a n n e s ’ og mit venskab. Vi fortsatte fremdeles med alle slags løier. En dag bad han mig at følge sig op i ølbrygger G u l d b r a n d s e n s gaard. Samme G u l d b r a n d s e n blev senere hans svigerfader, — en original, morsom mand, egte søndfjording baade han og konen. Der holdtes ølstue, som det hed, og der vankede alle slags folk, mest bønder. G u l d b r a n d s e n pleiede hver dag at gaa omkring'ude i sin gaard, stadigtyggende paa malt, som han jo brugte til sit bryggeri; han var da iført grønne, u ne underbukser, et stort, hvidt forklæde, store træsko paa fød­ derne og nathue paa hovedet. Han var aldiig i pu s, u en naar han gik i byen. Denne dag vidste J o h a n n e s an a at staa ude i gaarden og slaa de sorte «ligbukser» mod en øltønde for at banke støvet af dem. J o h a n n e s sagde: «Ja L u c i e , nu skal du faa m oro; følg med mig op paa maltlot et saa skal vi staa i gluggen og se paa G u l d b r a n d s e n . Han ska snart i begravelse og skal ifærd med at b a n k e bukserne; pas nu paa, naar han begynder at slaa dem mod tønden; han skal faa stræv nok idag med dem og kommer vist orsen begravelsen; ¡eg har stukket kridtstykker , lommen og ,o mer han slaar bukserne, des bedre knuses |0 kridtet, kan tænkJa’ det var vist, han slog bukserne mod tønden, som han pleiede; men, oh ve! jo mer han slog, jo værre ev stod formelig en hvid røg omkring ham. an ev rasende og skreg i sinne: «Eg meine, fanden staai-iHmks , ka’ kan der være i veien med den ?» Da det nu b og værre, forstod han omsider, hvad der var paa færde og u d b rø d : «Nai, no kan eg skjønne, ka’so feder brok|en, na , skulde i begravelse, og naar dette hændte, brugte

at han

Made with