FruLucieWolfsLivseridringer

FRU L ucie W olfs l iv se rind r in ge r .

V -

den helvedes J o h a n n e s B r u n , so ræke her seint og tidlig, nai, han e ’ no bare gjort til forargelse for folk ; ogso denna gale tausen, denna Loci, han altid drægje med seg, ja ho ha’ hjulpet te’ me’ detta, kan eg tru. Det bier no ikje andet end e ’ tripsa af hinner, kordan ho snur; da e ’ synd, for ho e ’ kommen af bra folk.» Under denne tale slog og rystede han uafladelig bukserne. Vi stod oppe i lugen og morede os kongelig. Vi legte næsten daglig i gaarden d e r ; J o h a n n e s i kort, blaa bluse med bælte om Livet, jeg kortskjørtet og rapfodet som han. Baade høit og lavt var vi. Hun, som nogle aar senere blev hans hustru, var allerede dengang en voksen dame med lange krøller rundt om hovedet. Mindst troede jeg, at hun, som var saa meget ældre, skulde blive hans kone; hun tog os mangen gang i armen og kastede os ud i gaarden, naar vi larmede altfor meget i kjøkkenet. Den første gang, B r u n sin store bedrøvelse over, at hans svigersøn skulde gaa og gjøre sig til nar for folk. «For-du kan tru meg, J o h a n n e s ,» sagde han, «dei lo aat deg, ja eg sog da so sandt, so du no ser meg, dei lo aat deg, og detta var so ilt føre meg at se; kunde du ikje heller begynde med en liten høkerhandel ? Det e ’ det no ikje nokkon skam i, vet eg.» G u l d b r a n d s e n saavelsom mine forældre havde en egen opfatning af skuespilkunst, som var alt andet end smigrende for standen. Der boede en madame L e b a k i Hollændergaden, en skomagerenke, som havde en liden handel paa samme tid som hun holdt kro, «Skomagerkroen» kaldet, hvor der hver lørdag aften var samling. Her vankede ogsaa J o h a n n e s og jeg, da der altid var nogle originaler blandt skomagerne, som vi havde moro af. Samme madame L e b a k var nok lidt glad i det sterke, og i den anledning brugte hun ofte mig til at hente brænde- b r a n d s e n saa J o h a n n e s B r u n spille komedie, var han alt hans svigersøn; han udtalte da for

G u l d ­