FruLucieWolfsLivseridringer

I BYEN IGJEN.

75'

I det samme kom madame

ud.

Pigen raabte:

L e b a k

«Tag jer iagt, madam, der er ikje nokkon trappe.» «Nei, G u ’ trøste meg,» sagde madamen; «kæm e ’ det no, som har vorre mester paa dette?» Jeg var saa uheldig selv at løbe mig, da jeg lo, saa jeg var færdig at sprække. «Ok, der sidder hon,» sagde madame L e b a k , «ja, en intrikatre tøs end Lucie skal de lede efter; ja, har du ikje faaet i r . .. . for, saa skal du faa det n o ; G u ’ bevare meg, man kunde jo brække baade arme og bein.» Jeg blev da først trukket i fletterne og tvungen til at sætte trappenpaa sin plads lgjen og derpaa geleidet hjem af madame L e b a k for at faa den belovede straf. Men L u c i e var let paa taa dengang, jeg s e mig løs, og væk var jeg; men ris fikjeg, det besørgede L e b a k k e n s a m v i t t i g h e d s f u l d t . Næste aften hevnede J o h a n n e s dette ved at lægge en opblæst tarm ind i hendes gang og trampe paa den hvor­ ved der kom som et kanonskud, der jog en saadan skræk i madamen, at hun skreg høit til hans og min ubeskrivelige fryd Hun blev senere ofte drillet og plaget af ham; dette var ham en trang, sagde han, for det var for galt, at jeg skulde faa prygl for den sjofle kjærnngens skyld. Vi gik samme aften ned for at lege «sveip og rog (slaa snurrebas) paa v. T a n g e n s helle, en deilig plads tor denne leg og meget yndet af alle korskirkesognets børn, som stadig havde tilhold der til v. T a n g e n s forargelse, der ret som det var agerede bussemand og jog dem paa ubt. dens vi var paa det ivrigste, kom jeg til at genere en gut i hans leg, da jeg tog pladsen fra ham, sagde han , jeg gav ham ganske rolig et puf, hvorved han rullede i rendesten . Dette turde jeg nu uden skrupler tillade mig, a jeg ø mig aldeles tryg i J o h a n n e s B r u n s beskyttende nærvære se. Gutten blev rasende; for at hevne sig greb han min krog og og kastede den af al kraft langt bortover almeningen. Hans kamerat raabte til h a m : «Løb, H a n s , alt hvad du orker,