FruLucieWolfsLivseridringer

76

fru L ucie W olfs liv se r in d r in g e r .

ellers faar du juling af

De, som nu vover

J o h a n n e s B r u n .

at pege paa Lucie, slaar han fordærvet; igaar gav han Frantz W e r n e s en blodvasket kjæft; saa pas dig bare!» Fra den tid J o h a n n e s blev min ridder, blev jeg aldrig mer forulempet af nogen af mine guttebekjendtskaber, da ingen vovede at binde an med ham, der var bekjendt for sin styrke og behændighed. En god ven havde jeg i en gammel vægter til Korskirken ved navn L a r s R a s k ; han havde den skjønneste sangstemme, og jeg laa mangen gang vaagen om natten for at fryde mig over hans sang; især tiltalte det mig, naar han med dyb følelse sang: «Det var ved midnatstide, vor frelsermand blev fød». Man brugte nemlig endda den gamle skik, hvorover H o l b e r g harcellerer, idet han s ig e r : «At de slyngler raaber, at vi skal sove vel, men vækker os hver halvtime med sit skraal.» Paa en af mine turneer til Bergen generede dette raab mig, saa det var mig umuligt at sove. Jeg klagede til bor­ germesteren, og vægtersangen blev indstillet. En krakiliker skrev i den anledning i et . Bergens-blad, at det var en underlig behandling, der blev udvist mod ber- genske borgere; «thi,» sagde han, «hvad vi i aarevis har klaget over uden nytte, bliver øieblikkelig rettet paa, saasnart en forkjælet skuespillerinde kommer til byen og behager at ytre sit mishag.» Da L a r s vægter nok ikke var saa ganske ædruelig, saa blev han forflyttet fra taarnet til gaden. Han havde sit væg­ terhus tæt ved vor port. Her havde jeg ofte om sommer- aftenerne lange samtaler med ham; jeg sang viser for ham og fortalte ham historier; han holdt meget af mig. Naar han saa mig, blev han saa glad. «Ok,» sagde han engang, «kaar det e ’ synd i meg, at eg e ’ saa gammel, og du e ’ saa ung; eg ville saa gjerne se, ka der bli’r af deg med tiden ; du har et saa snurrigt hovety, og du e ’ saa fuld af kommers, saa

Made with