FruLucieWolfsLivseridringer

I BYEN IGJEN.

77

det knorrer i deg.

Aa ja, barn, du klorer deg nok frem,

for sligt liv har eg ikje se’t før.» Jeg glemmer aldrig en aften jeg kom fra danseskole sammen med nogle voksne, jeg da havde parti m ed ; L a r s stod saa sørgmodig og raabte: «Vægter, hør, klokken er slagen — »; længer kom han ikke for latter; ¡eg begyndte nemlig at danse for ham efter en halt mand jeg gik sammen med paa dansepartiet; jeg vat nok morsom, tør ¡eg sige, for de, som fulgte med m,g, o sig fordærvet, og L a r s udbrød forskrækket: «Ok Gu deg, L u c i e , eg møsser nok pladsen min no, du faai meg jo til at le mit i rope.» . Ja desværre, han mistede nok snart sin plads, i min skyld, men fordi natrunden flere gange fandt ham de s fuld og dels sovende paa sin post. Han fortalte mig dette selv engang med taarer i. ø in e n e : «Ak ja, Gu hjælpe meg L u c i e mor, eg har nok møsst pladsen min, eg har nok væi t lidt paa støvlerne af og til, og en kveld saa hørte no na ronden, at eg raabte, at vinden var norden, og d e t j a .g , for han blaaste nok sterkt fra sør. Men ronden kulde | være saa streng med en stakkels gammel mand, for det ikje saa farlig, ka' slags vind der blaaste, og ronden skuJde passe paa seg selv først, for eg har mangen gang manden, Monsen, gaa skjævt paa støvlerne; men et seije,- eg at magestraten ska' nok faa bie, før de finder «"■ rope efter meg.» Ja, han havde ret; a l d r i g fik jeg høre m g 1,1 U r s sang Denne episode har N o r d a h l R o l f s e n fortal. en-ang før- han havde hørt dette hjemme i Bergen da denne engang iør, uau wiendte mig, havde moret historie var noget, som alle, der kjenate n b sig over. Dette berører han ogsaa . en sang-eplog , e f r e sagde paa Bergens theater ved et gjestespil der f o t e n e l aar siden Han fortæller ogsaa der mange tiæk af mit barn dom o s ungdomsliv, om min første optræden og om mm reise fra° Bergen til Kristiania. Der veksler mellem sang og 1 med d gamle, kjære m e l o d i e r fra «Abekatten», «Emiltes