FruLucieWolfsLivseridringer

I BYEN IGJEN.

Og hvergang jeg i stavnen staar og indad kvarven dreier, da er det, som jeg ret først forstaar alt, hvad mit væsen eier. I denne jord har jeg min rod, af dette folk mit kunstnerblod. Min kjærlighed gaar aldrig over. Men I, som sidder her idag, er ogsaa 1 de samme? Har I det samme hjertelag, som gav min sjæl dens ilamme? Her var der engang et aabent fang, her var der gjenlyd fra al min sang; men kanske det er gaaet over ?

Ja, det er det, jeg er bange for, saa bange for, saa bange for, at jeg maa bryde ud som dengang, jeg stod hei som ganske ung pige og sang:

«Mit hjertes banken selv jeg ikke fatter, nu staar det stille, nu slaar det atter.»

Jeg iler frem som til et stevnemøde.

Vil hjertet gløde

imod mig nu?

Har jeg atter hjem og ly i min kjæie, gamle

by, som jeg elsker, elsker af min hele sjæl? Eller et jeg frem­ med her mellem disse lampers skjær ? Skal jeg hente mig et kort og koldt farvel?

«Mit hjertes banken selv jeg ikke latter, nu staar det stille, nu slaar det atter. Jeg iler frem som til et stævnemøde, vil hjerter gløde imod mig nu?»

li — Fru Lucie W olfs livserindringer.

Made with