FruLucieWolfsLivseridringer

82

fru L ucie W olfs liv se r ind r in g e r .

Vægter L a r s R a s k boede nu med sin kone i Sandviken; jeg besøgte dem, hver gang jeg rendte paa «krøbbe» (kjælke) i Lagaardsbakken. Jeg drak da kaffe hos d e m ; de holdt meget af mig. Han drev nu med at fiske, og konen vaskede for folk, da de boede i nærheden af Muleelven. Det var et bryllup der i nærheden engang; L a r s og konen v a rd e r. Jeg stod oppe paa «vandbordet», som det hed, og keg ind i bryllupshuset, hvor man dansede og drak. L a r s var mægtig f u ld ; men han kjendte mit ansigt, hver gang jeg kom op mod ruden, og nikkede venlig til mig. Det var en svært kold aften, og for at holde varme i kroppen stod jeg og hoppede op og ned foran vinduet. L a r s , som saa dette, lukkede vinduet op; han tog formodentlig feil af mine hoppende be­ vægelser, for han raabte ud til mig: «Stakkels L u c i e , eg ser, ka’ saa feiler deg; gaa ud paa pladsen, mor, der staar vand­ huset. Du finder det nok, for der er hjerte i døren.» J o h a n ­ n e s var henrykt over denne historie, som jeg fortalte ham. Han vil gjøre min ven, L a r s vægters bekjendtskab og blev af mig introduceret der i huset, hvor vi ofte havde tilhold, naar vi var sammen paa ageture i Sandviken. Desværre var det nu ikke saa ofte, jeg fik være sammen med J o h a n ­ n e s ; det var mig paa det strengeste forbudt at have omgang med ham; moder især var rasende vred paa ham. Hun saa nemlig gjennem sit vindu en dag, at en slegtning af os, en vossekone, kom udenfor meden ko, som hun vilde sætte ind paa Borggaarden ved et af trærne der; paa samme tid saa hun J o h a n n e s tage mig under armene og løfte mig op paa koens ryg; han sagde nemlig til mig: «Ja, L u c i e , omdin moder er aldrig saa sint paa dig, saa maa hun le, naar du nu kommer ridende ind i kjøkkenet paa denne maade.» Jeg var naiv nok til at tro det samme og haabede at formilde hende hermed; men o ve! jeg tror, at jeg aldrig har seet moder i et saadant ra se ri; koen, konen og jeg