FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs l iv se r in d r in g e r .

84

naar de ikke vilde skille sig ud fra alle andre folk. «Kjære L u c ie , nu har du holdt paa med denne lille skjorten til din broder i over en maaned, og altid maa jeg sprætte op igjen det, du har syet.» Dette gjorde mig virkelig meget ondt; jeg skammede mig dybt; thi jeg følte, at hun havde saa sørge­ lig ret, og jeg havde længe samvittighedskval over min store ulyst. Jeg stred da med denne væmmelige skjorte, saa sveden randt af mig, og naalen gik saa trangt og traat, og mine hænder var saa vaade af sved, at arbeidet blev forfærdelig smudsigt, og jomfru L a n g b e rg u d b rø d : «Men Gud bevare mig, L u c ie , jeg mener, at du har tørket gulvet med den ulykkelige skjorte.» Paa samme tid lo hun, klappede mig paa hovedet og sagde: «Stakkel, jeg har seet, at du virkelig har strævet med arbeidet; men det ligger nok ikke for dig; og fortsæt du, barnet mit, det er rigtigt af dig, at du over­ vinder din ulyst; det vil du nok senere i dit liv have gavn af.» Nu ophørte efterhaanden min leg paa gader og stræder; jeg var nu saa stor, og der var en stemme i mit indre, som sagde, at dette ikke mer gik an. som vi begge i saa fuldt maal havde nydt. Jeg vil slutte Jo h a n n e s B r u n s og mine lykkelige barndomserindringer med det digt, som jeg skrev, da han var død, og som bedre end alt vil forklare mine følelser for ham. Ja, vi var beslægtede sjæle; dette har vi hele livet følt, uagtet skjæbnen skilte os ad, vi to, som vistnok burde have vandret livet sammen. meget sjelden. Han var bleven sat i stentrykkerlære hos B u c h e r og havde ikke mer denne ubundne frihed, lithograf

Jo h a n n e s B r u n traf jeg nu

Ja, dig jeg traf i barndomsaar med solglad ansigt, guldgult haar;

med jubelsang og barnesind vi ringte livets hoitid ind.

Vi sammen gik i ungdomsaar; mens kunsten skjød sin knop i vaar,