AfMitLivsAarbøger_1795-1826

93 i hans Ydre, som lignede en Digter. Det var ogsaa kun Kammerherren og Amtmanden, han bar udenpaa, og dette havde han nok nu gjort i saamange Aar, at han selv syntes nærved at have glemt, at han var en Digter. Han var jo heller ikke anerkjendt som en saadan, vor Literatur havde endnu ikke tilegnet sig ham, Mængden troede, at han var forrykt, eller idetmindste forskruet. Snittet paa hans Klæder var just ikke gam­ meldags, men dog langtfra efter dette Aars Mode; dog var der en vis Ziirlighed eller Stivhed i hans Toilette, og hans Hoved, som hverken var smukt eller aandrigt, var et vissent Ansigt under en Frisure af tætafklippede Haar, der vare pud- drede. Ved disse Midler havde han ikke vundet mit Hjerte, men da jeg kjendte hans Aand, fik jeg strax Indtrykket af en udbrændt Vulkan — en Askehob efter et deiligt Baal. Hans Tale havde en Betoning af det Tydske, og han talede det danske Sprog markeret. Da Ceremoniellet var overstaaet, og vi vare komne lidt afsides, begyndte han en Samtale med det Spørgsmaal: «De elsker altsaa Digtekunsten?» Jeg kunde, uden at betænke mig, svare: Ja! — og derpaa tilføiede han: «Det er en lykkelig L i