HammerichEtLevnetsløb

90

rødmalede, høje holstenske postvogne var ingen jærn- banefart. Første eftermiddag tog man gennem Vesterport, hvor man m åtte mælde sig i vagten, ud til Roskilde og lå dér; næste dag nåedes Korsør; med „bø rten“ gik man over bæ ltet, det tog en halv dag, en hel dag, og ved samme lejlighed hændtes det gærne, a t adskillige „vomerte efter recept a f dr. U lrik“, som fader udtrykte sig. F jærde dag var man så i Fyn, femte i Jylland. Ved indkørselen til enhver stad skulde toldbetjænte efterse de rejsende. Til gengæld oplevede man noget undervejs, tra f mange folk og talte med dem, så sig om på holdestederne og spiste sin mad i ro. Alt det satte fader pris på og underholdt sig gærne med postiljoner, værter, bønder, også med folk af den fornæmme verden. Og moder, hvor sjæleglad var hun ikke, når hun skulde hjem „til sine egne“ og til „F e ltet“ (K ristiansfelt)! Jeg følte mig såre vel i Fåbo rg hos agent Voigts og Plougs. Sådant springvand af pennefjedre, som kram ­ bodssvendene kunde lave, køer, som gik op ad en stige til stalden på første sal; et borgerkorps, nær havde jeg sagt den ene med bukser, den anden med kjole på, i a lt fald kun offiserer og det halve mandskab med uni­ former, men med fuld musik; sådan en sprøjte, byens underværk, sådan morsom, travl færdsel på Voigts store tømmerplads: alt det havde jeg ikke før kændt til. Herregårdene med sine grave og broer, hvor jeg fik anelser om en borg, strandbrinken ved Dyreborgs skov, den vide udsigt over havet og småholmene fra bankerne omkring byen og på Torsenge, husker jeg endnu. Og ved Svaninge åbnede en gravhøj sig for mig med sine vældige overliggere; den klamme luft slog en i møde, lyset brændte døsigt, jeg blev sært til mode. Men man fortalte om kæmperne i hedenold, som her var højlagte, og især fra Holger Danske havde jeg en forestilling om de kæmper.