HammerichEtLevnetsløb

92 Moders broder M a r t i n havde overtaget gården, en køn mand, bøj, anselig og med et frejdigt væsen; han ha r siden været suppleant i stænderforsamlingen. Han kørte hø sammen tæ t bag gården i sine enge ved Grønå. To heste spændtes i lange seler for en tung, på tvers lagt bom (rakke), idet den nu kørtes gennem hømarken, tog den høet med, og snart var det som et højt læs. Oven på fik vi vor plads, også moder med sit strikketøj, og vi kom højere og højere til vejrs, eftersom der kom altid mere hø til. De nyslagne enge duftede, læ rkerne ru n d t om sang sin aftensang, og moder og vi sang med. Så fik jeg lov til a t sidde op på gammel Gulmands ryg, det behagede mig meget, og jeg red langt bort, til det begyndte at mørkne; til sidst blev man angst og m åtte sende en karl til hest efter mig. Jo, det var et landliv! Men det bædste m åtte moder helst tie om til fader; hans breve vrimlede af ængstelser over heste og køer og svin og åen, hvor vi kunde drukne, vedkastet, „hvor vi kunde hugge fingrene af os som ingen tin g “. Også i Tønder og på digerne var vi, og jeg fik en fore­ stilling om digevæsenet. Folkemålet slog mig, „kom glik“ *), sagde pigen, når vi skulde spise, „ejsens fær I it m ad!“ Marie, som var med, grinede og sagde, „det kunde da fanden forstå sig p å “, men jeg spurgte moder, om det ikke var dansk. „Vist er det så, min dreng“, svarede hun, „det er godt gammelt bondedansk.“ Således begyndte jeg så småt de sproglige studier. I året 1821 lå moder a tter på landet hos Kildes, nu kunde vi da re t nyde haven. Vi nød den og, både på tilladelig og utilladelig måde, stikkelsbærene fristede, *) Den ordform er ikke tysk, som man kunde tro, men gammel­ nordisk.