HammerichEtLevnetsløb

99 Således lærte jeg at kænde den skjald, hvis mæg­ tige ånd fik en indflydelse på mit hele liv som Grundtvig siden. Så gammel jeg e r, går jeg endnu aldrig i de små alleer ved frihedsstøtten, uden at tænke paa hans Wiedewelt og sorte sø, ikke på assistens kirkegård, uden a t tænke på digtet om Vahl, ikke i runddelen i Frede­ riksberg allé, uden at se hen til det landsted, hvor Oehlenschlåger og Steffens bode sammen; jeg kændte det godt som barn fra besøg med moder hos general Haxthausen. Det norske hus med broen i Søndermarken vækker minder hos mig om „Tors rejse“ ; og ved kilden i Frederiksberg have hører jeg Aladdins kilde i hulen risle, svanerne dér og slotsterrassen trylle mig hen til F røjas Folkvang. Der er det i hans digte, som aldrig kan ældes, aldrig dø. Omtrent ved samme tid kom jeg første gang med moder på u d s t i l l i n g e n , en smuk forårseftermiddag, mens drengene løb om og solgte violer. Hvor sådanne indtryk dog kan være varige! Endnu hænge for mig violer og udstilling sammen. I antiksalen så jeg de Olympens guder, jeg havde læst om i Morits’ mytologi, og den malede, brogede billedverden i salene tog mig og fyldte mine tanker. Her på akademiet, fortalte man mig, havde store kunstnere gået i skole, blandt dem blev Thorvaldsen nævnt med udmærkelse; jeg havde, tro r jeg, endnu ikke hørt hans navn. Karl Boesen, den gang student, førte moder og mig siden omkring i Moltkes billedgalleri og Vests samling. Atter indblik i noget stort, jeg tidligere næppe havde anet. Så fik vi en ny tegnelærer, en ægte kunstner. En familje Holten — manden var broder til konferensråd Holten — havde flyttet ind i vor stuelejlighed; der var hørn på vor alder eller lidt ældre, et par af dem, fødte i Norge, talte norsk og sang norske folkeviser. Holten og fader slog sig da sammen om tegnelærer, og henvendte sig til maleren S o n n e . Han var et lille, ungt, stil- » 7 *