HammerichEtLevnetsløb

115

var kaldet til læ rer, gik rygtet, at han kunde slå en dreng midt over med et spanskrør. Så tråd te han ind i klassen, svær og hærdebred, end sand kæmpeskikkelse, med det ansigt, hvori på én gang lunet og sindig fasthed stod præget, i blå frakke og benklæder, der ikke ud­ mærkede sig ved pyntelighed. Hans undervisning var kort, klar, fyndig, gik lige på målet og krydredes ikke sjælden ved et godt indfald. Endogså hans anmærk­ ninger i protokollen lød højst ejendommelige: „Selchau umanerlig“. Holger Tryde viste sig i en af de førte timer noget urolig. „Hør Tryde,“ sagde han med største ro, „gør De det tiere, tå r jeg Dem, min sæl og salighed, ved bukselinen og holder Dem ud af vinduet!“ Klassen var på første sal, ingen tvivlede på, han jo vilde gøre alvor af truslen. Han havde kræfter nok dertil, jeg har set ham tage to geværer ved bajonetten, et i hver hånd, og holde dem længe lige ud i stiv arm. F ra det øjeblik hørtes ikke et kny i Svenningsens timer. Må jeg fortælle blot et par af de mange historier, der gå om denne, i sin a rt enestående personlighed. Jeg var en gang som kandidat sensor ved en årsprøve. Den, som var oppe, skulde trække en lodret linje, men bar sig kejtet ad og trak den ene ved siden ad den anden. Svenningsen smålo: „sidder han ikke dér og laver mig et hélt stakitværk af lodrette linjer!“ En gang vilde han op på Kristjanshavns vold, skildvagten standsede ham og krævede tegn, uden det turde man ikke gå der. „Om jeg har tegn?“ sagde Svenningsen, „ja, min salighed, h a r jeg så! Ser du !“ Og han gjorde fagter med hænderne, som hélt bragte soldaten ud af fatning, så han lod ham gå. Kort efter gik Svenningsen alligevel af sig selv ned ad volden: „den stakkels fyr kunde jo ellers komme i ulejlighed for min skyld!“ Undervisning i n a t u r h i s t o r i e meddeltes ikke i skolen, jeg havde virkeligt både trang og lyst til den. 8 *