HammerichEtLevnetsløb

117 modigste menneske, tjænstfærdig i høj grad og op­ ofrende. Han vidste godt, vi af og til kunde bruge utilladelig hjælp i timen, dog den, der nødig vilde straffe derfor, var Lindberg. Var der noget i vejen, rejste hans lange skikkelse sig med tilstrækkelig langsomhed op fra katedret, imens var alt naturligvis kommet i orden; så smilede han. Når en ny dreng, som ikke kunde ebræisk, blev mældt ind i klassen læste han begyndelsesgrundene privat med ham, uden godtgørelse; fader måtte næsten påtvinge ham den, da jeg var i det nævnte tilfælde. I de timer omgikkes han med mig mere som ven end læ rer og indlod sig om de forskelligste ting. Ingen kunde bædre end han tolke Grundtvigs tanker for den uindviede, og jeg begyndte da a t forstå dem, så vidt mine ævner den gang rakte. En f o l k e l i g d a n s k , noget plebejisksindet mand var han også. Længe inden man kændte det ord „folkelighed“ eller satte nogen pris derpå, fik jeg på ny en anelse om den gennem ham, som jeg i barnedagene fik den gennem Marie. Han kunde fortælle småtræk af bondens liv, eller fra den sidste krig, og man mærkede, hvor inderligt de glædede ham. Selv havde han alt i sin skolegang arbejdet med på a t rejse den jydske almue til kamp og ligget på spejderi efter Kosakerne. Som en afgjort sag stod det for h am : Danmark bør og Danmark kan forsvare sig. Man vil måske undre sig, når man ser en ung skoledreng gå ind på sådanne ting, men jeg var tidligt vakt til følelse for manddom og fædreneland. Den hos mange herskende modløshed, følgen af en lang og ulykkelig krig, havde allerede tit smertet mig i inderste sjæl; Køgevisen „og det var udi året 1807“ kunde jeg ikke døje for nogen pris.