HammerichEtLevnetsløb

126 ved den lejlighed kom vi rund t i havnen, og jeg så orlogsskibene og værfterne på næ rt hold. Men også med de ud farter fik det en ende. Trods sygdommen modtog hun dog et par nye gæster i hu set den sidste vinter, hun levede; det var to unge piger fra Fåborg, der skulde uddannes videre i København. Den ene var en d a tte r af agent Ploug, den anden R i b o r g Voigt, der også bode hos os; hun var en højst elskværdig natu r, ikke egenlig smuk, men yndig og med et par velsignede øjne. Det var dem, H. C. Andersen ha r sunget om. To brune øjne jeg nylig så, i dem mit hjem og min verden lå, dér flammede snillet og barnets fred — jeg glæmmer det aldrig i evighed! Heller ikke jeg glæmmer det, skønt i en anden forstand. Jeg havde ingen søster, nu fik jeg en i hende, en god søster, altid glad, frejdig, fuld af troskyldigt skælmeri; og hvor klang det fynske, mål ikke sødt fra hendes læber! Liden Riborg var 17 år gammel og jeg kun noget over 13, men alligevel legede vi sammen som børn, det var hun ikke for stor til. En anden ung dame fra F åbo rg , hendes søster, gjorde lidt senere et helt forskelligt indtryk på mig. Hun var emanciperet, inden man hos os kændte til det navn, red, skød, rode, gik på ja g t og fulgte enhver af sine luner. Så viste hun sig uvæntet i et hus, hvor hun ellers ikke kom, smed sig hen i sofaen, indlod sig i sam­ ta le r og forsvandt tit lige så uvæntet, som hun kom. Med ét kunde hun slå om fra det dybeste tungsind til overgivenhed. Snart var hun den stolte, knipske, gammel­ kloge jomfru og talte hån t om alle herrer, og sn a rt for­ elskede hun sig i en g rad , der oversteg anstandens grænser. Hun døde tidlig. På en dreng som mig så hun dybt ned, men det gådefulde, sønderrevne i hendes