HammerichEtLevnetsløb

131 hang over dem, som min vane var. Desuden havde jeg hjemme begyndt på en tegning af egen opfindelse, der forestillede danske dragoner 1813 i kamp med de frem ­ mede tropper. Ved Lindbergs og andres fortællinger havde den krig fået nyt liv for mig. Jeg havde hørt om oberst Engelsted, da han holdt for fronten af jydske dragoner og meddelte dem prinsen af Eckmiihls tilbud om kvartér og god forplejning i Hamborg. „Ja, jeg véd nu ikke, hvad I tænker derom, k arle“, sagde han, „men jeg rider, sandt for Herren, hjem !“ Og regimentet hug sig gennem Holsten. Tankerne om alt dette var det nu som fulgte mig på rejsen. De formede sig til et slags novelle om Engelsted og hans dragoner i v. der Weldes stil og med samme spændende begyndelse: „det var en sildig aften i høst, de gule blade raslede og sank inde i skoven. Da lød skud i det fjærne, og med ét galopperede en dragon fræm, hans ansigt var spændt, sabelen lø ftet“. Ja, nu husker jeg ikke mere, men den indgang lovede noget! Med hovedet fuldt af sådanne historier, var jeg bleven sløvet for rejsens indtryk og ønskede mig kun hjem til København. Omringet af billeder, der virkede så stærkt på mig, vilde jeg dér kunne drømme endnu rigere. Også den kønne konkyliesamling, vi børn ju st nu fik i arv efter moders fætter Martensen, trak mig hjem. Hvis der havde været nogen vejleder, kunde jeg haft gavn af den, men der var ingen. Så solgte vi den senere. Vi var altså bievne moderløse. For fader stod det som et livsspørgsmål, hvorledes han bædst skulde ind­ rette sit hus og få sine børn opdragede. Jomfru Prehn var noget ligegyldig ved den daglige hygge og stemmede slet ikke med ham, så lidt som han med hende. Hun lagde in tet dølgsmål derpå for os, ja hun satte ligefræm ondt for fader, fortalte om hans påståelighed i småting, hans „pottekigeri“, som hun kaldte det. Han kunde gå ene op og ned på kontoret og tale højt med sig selv, 9*