HammerichEtLevnetsløb

134 Og hist i sofaen, hvor jeg var vant til a t se moder og endnu kunde mindes hende fra de gode dage, mødte nu et su rt ansigt mig. En dag ikke længe efter moders død førte fader os med en vis højtidelighed op på anden sal ind i et k a m m e r til gården, som han i et skrevet indlæg over­ gav os til brug. L id t undselig tilføjede han : „dette skal nu hede fredens og broderenighedens bolig. Lad mig så bare se, I to brødre komme godt ud af det med hverandre!“ Nogle år senere fik jeg værelset alene, og et nyt ud til gaden åbnedes for os, hvor min broder så havde sine sager stå en d e ; men alt fra førstningen af var det dog mest mig, der nød godt af det kammer ud til gården. Dér stod en gammel, perlemalet pult, en reol, og vindues­ karmen var gjort bredere, så den kunde tjæne til bord. Alt var tarveligt, til overdåd blev vi ikke vante. Mangen god time h a r jeg tilb rag t dér, fordybet i min bog, eller underholdt af svalernes kvidder, når de en køn aften fløj rund t og lærte sine unger flyve. De kunde ligesom fortælle hele historier. Hannen klagede gærne på hunnen; hun tog sig det mageligt og blev i reden , mens han m åtte ud og skaffe føden til dem alle. I året 1824, vinter og forår, gik jeg til konfirmation. Kochen, sognepræst ved petri frimenighed, hvori fader havde indmældt sig, vilde gærne konfirmere mig og kom til den ende oftere i huset, mens moder endnu levede, indtil hun lod ham mærke, det hjalp ikke, vi skulde hverken konfirmeres på tysk eller hos ham , men på dansk hos Mynster. Så blev han vred og blev borte. Konfirmationsundervisningen har in tet indtryk efterladt sig hos mig, og vist nok var skylden min egen. Alt mente jeg, som her blev foredraget, var jeg dog allerede godt hjemme i, og jeg kunde da sidde fuld af de for­ fængeligste tanker. B landt andet vilde jeg gærne tækkes pigerne, der gik fra præsten, når vi gik til præsten.