HammerichEtLevnetsløb

138 tra f hinanden på trapperne, talede sammen om dit og d at og trode, vi syntes om hinanden i al uskyldighed: det var det hele. Kun Laurent og Hagen var medvidere i min hemmelighed. Alligevel var det en leg med ild, som kunde blive farlig, da den unge pige efter sine for­ hold slet ikke egnede sig for mig. Til lykke undgik den ikke jomfru Prehns spejdende øje, hun passede mig op, fortalte fader det og gjorde et sto rt nummer deraf, vist nok til dels fordi hun den gang virkelig holdt af mig, til dels dog også fordi det gav hende en vis moderlig stilling. F ader talte om mit store letsind, jeg m åtte give ham et højtideligt løfte, og hermed var historien ude. Nær tog jeg mig det i alt fald ikke, hjæ rtet var ikke med i spillet, det var snarere en ubevidst digtersk leg med stemninger. Havde det gået videre, var det kun blevet et ynkeligt vrængbillede af hvad der hos Laurent var fuld alvor og inderlighed. I året 1824 satte jeg første gang pen på pap iret til et d ig t, så skrev jeg flere ting siden: de stemninger, hvori jeg så tit havde vugget mig, m åtte ad den vej skaffe sig luft. T abet af min moder går som en grund­ akkord gennem dem. Højst umodent var im idlertid det hele og stæ rk t påvirket af Ingemann, lu tter vilde skud; det tåleligste var en sang om Grundtvig som „troens kæmpe“ og især en mindesang om K ø r n e r . Han var en skikkelse, helt i frihedskrigen og skjald på én gang, som tog mig og efter alle mine forudsæ tninger m åtte tage mig, og jeg sværmede for hans „Leyer und Schwert“. Det mærker man stæ rkest på slutningsverset af minde­ sangen.

Du for det herligste på jorden døde: for Gud, for frihed, fædreland at bløde, 0 skønne heltedød, o salighed! Den krans, som kunst og elskov havde vundet, 1 dine lokker døden nu har bundet, og englevinger dig tilvifte fred!