HammerichEtLevnetsløb

141 Således var min skoletid omme. Jeg havde under den udviklet mig rask både i det gode og des værre også i det onde. Ævner fattedes ikke, og der var noget oprindeligt i mig, det og navnligt min stærke indbildnings­ k raft m åtte de lærere, der havde sans for ungdommen, kunnet opdage, trods m it indesluttede væsen. I hvilken retning det så nærmere skulde gå, vilde tiden vise; skimtes kunde det måské alligevel: ad digtningens og historiens vej til Kristus og Norden. Det, vi længes efter, plejer a t varsle om, hvad vi due til.