HammerichEtLevnetsløb

149

Vældig længsel gennem barmen bæver, dybest i mit hjærtes skjulte grund, når i højest fryd min sjæl sig hæver, i den bitre smertes tunge stund. O, så ene er min sorg og glæde, ingen er der, som min fryd forstår, ingen, i hvis favn jeg kan udgræde, ingen, ingen på den vide jord!

Jeg vilde så gærne føle mig re t ulykkelig. Sådanne stemninger er en skærsild, ungdommen, i det mindste dengang, m åtte igennem. I Mynsters „Meddelelser om mit Levnet“ findes prøver på digte af ham, der skrue de sygelige følelser i det „efter kærlighed tørstende h jæ rte“ endnu højere op end mine gør. Hengiver man sig helt i stemningen, kan man ende som menneskehader, der er noget sugende i den. Så vidt kom det vel ikke med mig, men jeg holdt dog slet ikke af selskaber, og langt heller sad jeg hjemme. S e l s k a b e r var imidlertid ikke til a t undgå. Efter moders død indbød fader både familje og venner jævn­ ligt hos sig, som den ældste i familjen vilde han holde samling på den. Ved den lejlighed kunde han også ind­ byde Rudelbach ogP . Fenger. Jeg sad da oftest tavs, når der taltes om almindelige ting, og kedede mig, ærgrede mig somme tider med. I grunden var jeg behagesyg, vilde gærne, men kunde blot ikke, mens min broder altid var i sit es mellem folk og gjorde megen lykke. Derved blev ærgrelsen ikke mindre, og i m it stille sind fandt jeg mennesker, deres samtaler, hele livet så usigelig flovt, som pøhelens glæder på Dyrehavsbakken. Det var hævn, ingen uskyldig hævn. De mørke, sværmerske timer kom og gik, og jeg blev ingen verdenstræ t olding midt i ynglingealderen; ti de rådede langt fra ikke alene, end ikke, når jeg prøvede min pen. Jeg kunde også prøve den på et digt til ære for det genopstandne Hellas og heltesindet. Heines