HammerichEtLevnetsløb

153 havele fanejunkeren været oppe hos en konditor, og imens stillet fanen i en port. Men på min iver og lydighed var intet at udsætte. Hvor jeg drev sagen med fuld alvor, var glad og stolt! Hele timer tilbragte jeg med pudsning af chakot, uniform, sabel og gehæng, og om natten lå jeg med krøller i hå re t; forfængelighedens dæmon var faren i mig. Så gik jeg ud til at eksersere rek ru ter med vajende fjederbusk, sabelen — det var den samme, min fader h a r 2den april — raslede efter mig, en overkjole hængte jeg over uniformen med underoffisérsepauletterne, og soldaterne præsenterede da som for en offisér. Det var min lykkes højdepunkt, i den skikkelse har jeg „eskorteret“ afdøde kammerherre Feddersen som a rre stan t ud til arresten i kastellet og med hånd til chakoten og militær anstand hø rt vor chef, den lille, bistre general Lorentz, skælde ham huden fuld. Så ivrig i tjænesten som jeg var, kunde jeg let have drevet det til løjtnant. Jeg ønskede en krig, den vilde hæve hele folket, da skulde jeg selv stille mig i de kæmpendes rækker; Grundtvigs tale til studenterne 1813 svævede for mig. Min indbildningskraft, altid på færde, flyttede mig midt ind i fægtningen; kugler peb, granaterne hvislede, som de tyve år senere har pebet og hvislet om mig i al virkelighed, skønt jeg stod der ikke som kriger. Men efter nogen tid var den rus ovre, jeg så det hule i vore krigerske øvelser, m åtte le ad mig selv, tog min afsked, da jeg blev kandidat, og lod løjtnanten fare. Om sommeren 1826 var fader på rejser og havde taget min broder Martin med, og den knap 15 års dreng gjorde overalt en lykke, som jeg med lidet broder­ ligt sind m isundte ham. Hos min onkel Salling traf han nuværende dr. L. Z e u t h e n , den gang teologisk kandidat, som familjens huslærer. Zeuthen følte sig så ensom, bønderne kaldte ham „vildmanden“, og onkel og han spændtes ikke; han trængte til et menneske, man