HammerichEtLevnetsløb

181

mindre hyggelig tid fulgte herpå, jeg gik og drev og gad ingen ting, også det blev omsider overvundet. Rationalismen i dens daværende skikkelse har al­ drig noget øjeblik fristet mig. Både den tro, der var mig indp ren tet fra barns ben, mine omgangsvenner og hele min n a tu r havde pan tsret mig godt. Rationalismen var flad og fad, og ved det fade vendte alt sig, der var inden i mig, så jeg følte kun væmmelse. Men hvad kunde universitetet da byde mig? Den af professorerne, for hvis læredygtighed jeg havde størst agtelse, var C la u s e n , og ham så jeg i det lys, kirke­ kampen kastede på ham. I hans udlægninger af det nye testament sporede man endnu overalt Rationalisten. At noget dybere alligevel arbejdede i ham efter Schleier- m^chers forbillede, a t han stod en del over rationalismus vulgaris, kunde hverken jeg eller mine venner den gang få øje for. Men jeg véd, at jeg, trods modsætningerne, uvilkårligt følte mig tiltrukken af den skarpsindige lærde med det ædle, fine åsyn. Senere i mit liv kom jeg ham nær og blev ikke skuffet. P. E. M u lle r foredrog systemerne usikkert og fam­ lende og på sin stille måde, som hans tilhørere ikke kunde finde sønderligt behag i. For manden som nor­ disk lærd bøjede jeg mig dybt, hans sagabibliotek, kri­ tiker over Sakse og Snorre gav mig en rigdom af kund­ skaber, og hans sproggranskninger ligeså. Hin tids lære­ bøger i moralen, hans med, havde ellers for mig meget frastødende, deres „dyd“ og „pligt“ summede mig ideligt om ørene, så jeg næsten fik lede ved de ord. Ikke des mindre blev jeg alligevel tilta lt af partier i hans moral når de, undertiden endog temmelig stærkt, stødte op til sproggranskning. Tonen og stilen i hans apologetik havde ligeledes det ved sig, hvori jeg kunde være enig. Men det var så det hele. , J e n s M ø lle r havde på grund af sit „teologiske bibliotek“ fået et ikke ringe navn hos dem, som ikke